Klassisk musiker eller kvantekemiker

Jacob voksede op i Tarm i Vestjylland, indtil han i 1996 efter gymnasiet flyttede til København. Flytningen fra Vestjylland til København for at læse kemi og fysik var en stor omvæltning for jyden, som var vokset op i de gode og trygge omgivelser af en mindre by:

”Det tog mig tæt på et år at falde til i København. Dengang var der jo ikke nogen Storebæltsbro, så det tog op mod 8 timer at komme hjem til Jylland. Samtidig krævede det en del tilvænning pludselig at være i storbyen med mennesker overalt. Jeg endte heldigvis med at blive rigtig glad for at bo i København, og min spæde forskerkarriere startede da også som ph.d.-studerende på KU,” husker Jacob.

Skiftet til Odense

Efter en del år i København efterfulgt af postdoc-perioder i udlandet kom Jacob og hans familie i 2009 til Odense, hvor han startede som adjunkt på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci. Ifølge Jacob var der flere ting, som trak ham til Odense, men det allervigtigste var hans ønske om at etablere sig som selvstændig forsker i kvantekemi, og det var der gode muligheder for her på SDU. Siden er det bare gået slag i slag med opbygningen af hans forskningsgruppe, og for nylig lykkedes det da også Jacob igen at få en stor bevilling, denne gang fra Danmarks Frie Forskningsfond.

”Min største forskningsmæssige succes indtil nu har været, at vi har formået at udvikle kvantekemien, så de kvantekemiske betragtninger kan bruges på relevante biologiske systemer. Det kan måske lyde lidt langhåret, men hvis man ved, at kvantekemi historisk set kun er blevet brugt på enkelte mindre molekyler, så er det et stort skridt frem, at det nu kan bruges i mange flere sammenhænge. På den måde er vi i gang med at etablere kvantekemifeltet inden for en molekylærbiologisk retning, hvilket er helt nyt,” fremhæver Jacob.

Forskning og familieliv

Når man spørger Jacob, hvordan livet som forsker går hånd i hånd med familien derhjemme, er han hurtig til at svare:

”Min kone og jeg har tre børn, og man skulle umiddelbart tænke, at man som forsker ville få svært ved at få det til at gå op med en karriere, der kræver, at man arbejder og rejser meget. Alligevel synes jeg, at vi har formået at få en hverdag skruet sammen på en måde, som alle er tilfredse med. Vi går for eksempel ikke så meget op i faste rammer, som hvad tid vi spiser, eller hvornår børnene skal i seng i dagligdagen. Alene dét gør, at vi har mere tid sammen om aftenen, hvor vi ofte går på legepladsen med børnene – i hvert fald om sommeren. Jeg synes også, det kan fungere ret fint at tage børnene med rundt i verden, for eksempel på rejser eller en konference. På den måde bliver de en del af mit liv, hvilket er nødvendigt, hvis det skal kunne fungere. Selvom man skulle tro, at det kan være svært at få enderne til at nå sammen, så sætter jeg enormt meget pris på den fleksibilitet, en forskerkarriere giver, da ingen ser skævt til, hvis man tager barnet med på arbejde en formiddag, eller hvis man må gå tidligt, så de kan nå at blive hentet. Jeg indhenter bare arbejdet senere på dagen,” fortæller Jacob.

Ikke alt skal i kasser

Fleksibilitet og frihed er i det hele taget noget, som Jacob værdsætter meget:

”Jeg befinder mig bedst, hvis jeg kan tage tingene, som de kommer. Sådan er jeg både derhjemme og på arbejdet. Jeg hader rent ud sagt, når alt bliver for firkantet, og når hverdagen bliver for meget af det samme. Jeg kan godt lide at være useriøs og gerne lidt barnlig, da det skaber en balance i en i forvejen seriøs forskerverden, hvor meget handler om resultater og den næste publikation. Det skyldes uden tvivl min musikalske opdragelse, hvor det ofte handlede om at være kreativ og bryde rammerne,” konstaterer Jacob.

Gør ikke ting halvt

Jacobs lidt afslappede tilgang til livet har nogle gange fået ham til at tænke, om han mon var for useriøs. Når man taler med ham, finder man dog ret hurtigt ud af, at det på ingen måde er tilfældet. I løbet af interviewet understreger han flere gange, at ”hvis man gør noget, så skal man gøre det ordentligt”. Med Jacob eksisterer der ikke halve løsninger:

”Da jeg spillede musik i folkeskolen, brugte jeg ca. tre timer hver dag på at øve. Det var simpelthen nødvendigt at lægge en masse timer og kræfter i det, hvis jeg ville være en dygtig musiker. Den indstilling gennemsyrer nok stadig meget af det, som jeg sætter mig for. Som ph.d.-skoleleder går jeg også grundigt og nysgerrigt til opgaven, da jeg meget gerne vil finde ud af, hvad der er afgørende for et godt ph.d.-forløb. Jeg er enormt glad for arbejdet med de ph.d.-studerende, og jeg lærer en masse af det. Samtidig kan jeg godt lide, at min karriere rummer mere end blot forskning og undervisning, og derfor passer denne funktion mig ret godt,” siger Jacob.

Jacob har nu siddet som ph.d.-skoleleder i knap to år, og han oplever, hvordan de ph.d.-studerendes tilgang til ph.d.-studiet er anderledes, end da han selv var studerende:

”Forskning er en livsstil, og det tror jeg, at nogle ph.d.-studerende i dag overser. At være forsker er ikke et 8-16-job. Derfor starter nogle ph.d.-studerende med et forkert indtryk. Det kan af og til resultere i en konflikt mellem den studerende og vejleder, hvis forventningerne til ph.d.-projektet er forskellige. I sådanne situationer føler jeg, at det er min pligt som ph.d.-skoleleder at træde til og være en slags mægler, og jeg afsætter altid den nødvendige tid til at snakke med begge parter. Noget af det vigtigste, som jeg selv har lært gennem min forskerkarriere, er, at der ofte er flere løsninger på et problem. Man skal ikke lade sig begrænse af et nej, da ens egen løsning kan være lige så god som den næstes. Til gengæld mener jeg, at man har pligt til at gøre ting ordentligt og aktivt vælge sit arbejde til, når man først er gået i gang med det,” slutter Jacob.

Tak til Jacob for et behageligt, sjovt og hyggeligt interview, der på mange måder også afspejler personen bag forskeren.