Skip to main content
DA / EN
Nyhedsbrev

Fællesskab gennem motion

Hver tirsdag og torsdag siden september 2016 har 20-30 medarbejdere fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, Biologisk Institut og Support Office Science mødtes for at dyrke motion i arbejdstiden.

Nogle har løbet, andre gået, men der har været plads til alle, som havde lyst til at bevæge sig i løbet af arbejdsdagen. Det hele startede som et pilotprojekt på BMB for, hvordan der på Naturvidenskab kunne skabes mere plads til motion på arbejdspladsen.

Klaus Lehn Petersen, som til daglig er ingeniørassistent på Biologi og BMB, og som sidder i Fakultetets arbejdsmiljøudvalg, var med til tage initiativ til projektet i sin tid:

”Som led i en bedre trivsel på fakultetet besluttede Samarbejds-/Arbejdsmiljøudvalget i 2016 at støtte op om projektet ”Motion i arbejdstiden”. Min motivation har hele tiden været et ønske om, at vi gennem motion kunne skabe mere fysisk og mentalt overskud for kollegerne i hverdagen. Tilmed er det bevist, at motion kan reducere stress, så i mine øjne er det en ren win-win situation. Medarbejderne bliver glade og trives bedre, og ledelsen får medarbejdere, der er mindre syge, og dermed opnås en mere effektiv og produktiv arbejdsplads. Jeg er glad for, at ledelsen har bakket op om initiativet, men lige nu mangler vi det endelige skub, så vi får flere af vores kolleger med.”

Undervejs i forløbet har Klaus Lehn Petersen oplevet, at det har været svært at få alle medarbejdergrupper med på motionsvognen, men han håber, at det vil ændre sig. Især hvis det bliver muligt at lave nogle mere fleksible tilbud. En del af især det videnskabelige personale efterspørger ifølge Klaus, at motionen ligger på andre tider end midt på dagen, så det bedre kan passes ind i deres arbejdsdag. De arbejder på en løsning, men det ligger desværre ikke lige om hjørnet, også selvom de gerne ville skabe mere fleksibilitet.

Dekan Martin Zachariasen bakker op om initiativet og fortæller:

”Det ligger fakultetets ledelse meget på sinde at sikre medarbejdernes trivsel og velbefindende. Derfor er det også glædeligt, at pilotprojektet på BMB har bidraget så meget til både det fysiske,  mentale og sociale overskud blandt medarbejderne. På den baggrund har Samarbejdsudvalget også ønsket at brede løsningen ud til resten af fakultetet, hvilket jeg støtter op om. Fremover er det således op til institutlederne og sekretariatschefen, hvordan og i hvilket omfang, der skal indføres motion i arbejdstiden inden for en ramme på maksimalt to gange 30 minutter om ugen af medarbejdernes arbejdstid.”

Randi Willum Nielsen, projektkoordinator i SOS, har været på løbeholdet de fleste tirsdage og torsdage, og hun fortæller, at motionen på mange måder bidrager positivt til arbejdsmiljøet:

”Min oplevelse er, at dem, der deltager i motionen, får rigtig meget ud af det. Det giver dem et aktivt afbræk i løbet af dagen, men det er også en måde at tale med kolleger, som man ellers ikke naturligt ville falde i snak med. Derfor har forløbet bidraget meget til det sociale fællesskab på BMB og i SOS, men også på Biologi, hvorfra en del også er begyndt at være med. I det hele taget er der fokus på, at det skal være hyggeligt, og der skal være plads til alle, så vi går fx heller ikke så meget op i, hvor hurtigt vi løber. Ud over de kollegiale aspekter af forløbet er det tydeligt for mig, at det giver den enkelte mere overskud og energi til resten af dagens arbejde, samtidig med at os, der sidder meget ned på arbejdet, har utrolig godt af at være aktive midt på dagen, så skuldrene kan komme ned på plads igen,” slutter Randi Willum Nielsen.

Randi og Klaus er enige om, at de fortsætter med at motionere hver tirsdag og torsdag, og de vil meget gerne have flere af deres kolleger med. Skulle du ønske at deltage, så snak da gerne med din institutleder eller sekretariatschef om, hvordan motion i arbejdstiden er mulig netop hos jer.

Redaktionen afsluttet: 30.08.2017