Skip to main content
DA / EN
Newsletter

Fra farmaci i Riga til medicinalkemi i Odense

Marija Ciba har blot været i Danmark i to uger, da hun siger ja til at være med til et interview om, hvordan det er at komme til SDU som international kandidatstuderende.

Af Tina Larsen

Den 23-årige lette afsluttede før sommer sin kandidatuddannelse i farmaci og nåede da også kort at arbejde som farmaceut, inden hun kom til Danmark:

”Min kæreste er nordmand og læser medicin i Riga. Han ville gerne til Danmark og læse den sidste del af sit studie, og jeg valgte at tage med. Jeg har også en del venner, som læser i Danmark, og de har talt meget godt om det. Jeg synes, det er meget værdifuldt at komme til udlandet og læse, da det giver en masse ballast, som jeg kan bruge i min videre karriere. Jeg ser derfor meget frem at tilbringe de næste to år i Odense,” siger Marija om baggrunden for sit valg.

Ankomsten til Danmark

Marija blev ved ankomsten til Danmark mødt af sin buddy, Claudio Mattera, som er en italiensk ph.d.-studerende, der allerede læser på SDU:

”Min buddy var meget imødekommende, og det har været en stor hjælp at have ham de første par uger. Claudio hjalp mig blandt andet med at finde min lejlighed den første dag. Jeg er ret godt tilfreds med det sted, jeg bor. Placeringen er fin. Både centralt i Odense og forholdsvis tæt på universitetet, hvilket jeg er glad for. Jeg deler køkken og bad med andre internationale studerende, og det har faktisk vist sig, at der også bor fire studerende fra Letland, som jeg dog ikke kendte i forvejen. Nogle gange er verden bare lille. I det hele taget er ESN’s velkomstpakke virkelig god, og jeg har allerede deltaget i en gåtur rundt i Odense arrangeret af dem,” fortæller Marija om sin første tid i Danmark.

Når man spørger Marija, hvad der har været det mest udfordrende i Danmark indtil videre, nævner hun ret hurtigt vejret:

”Jeg kan ikke lide regnvejr. Mens jeg bor i Danmark, vil jeg gerne cykle (for det gør man jo her), men det behøver altså ikke regne helt så meget. I Letland kører vi meget i bil eller tager bussen, så det med at cykle er ret nyt for mig.”

De første tanker om studiet

Marija skal læse medicinalkemi, som er en tværfaglig kandidatuddannelse, der ligger i krydsfeltet mellem kemi og farmaci. Uddannelsen udbydes på FKF:

”Jeg synes, at studiet tegner lovende. De første par uger har været lidt svære for mig, da jeg lige skulle finde mig til rette i emnerne – især de fysiske kurser er svære. Heldigvis fornemmer jeg allerede, at det bliver nemmere og nemmere, så det er jeg glad for. Måden, der bliver undervist på, hvor ligheden mellem underviser og studerende er meget udpræget, tiltaler mig rigtig meget. I Letland vil man altid tiltale underviseren med professor og så efternavn, mens I her i Danmark bare bruger fornavnet. Det skal jeg lige vænne mig til, men synes umiddelbart ret godt om det,” tilføjer Marija med et smil.

Marija har seks forskellige kurser her til efteråret, så der bliver nok at se til. Hun virker dog ikke skræmt bort ved tanken og fremhæver allerede kurset spektroskopi som et af hendes favoritkurser. Hun glæder sig til, at de snart skal i laboratoriet, da de indtil videre mest har fået klasseundervisning:

”Jeg er ret begejstret for den måde, der undervises på i Danmark. I Letland bliver de studerende ikke bedt om selv at læse så meget. I stedet lærer vi ud fra de slides, som underviserne præsenterer os for. Det kan skyldes, at en del studerende ikke kan læse engelsk, og at underviserne på den måde oversætter for os. Det gør til gengæld også, at du som studerende ikke lærer så meget på egen hånd, men i Danmark virker det til at være modsat. Her læser de studerende selv bøgerne, og så undervises der ud fra dem, hvilket passer mig rigtig godt,” siger Marija afslutningsvist.

Marija har planer om at lære dansk eller norsk, mens hun er i Danmark, da hendes plan er at bo i et af de skandinaviske lande. Ellers vil hun bruge sin tid på at gå i fitnesscenter, rejse rundt i Danmark og Europa, gå i biografen, mødes med venner og besøge Odense Koncerthus.

I år er der på Naturvidenskab optaget 151 kandidatstuderende, og heraf er de 35 fra udlandet (bemærk, at tallene kun er fra efterårsoptaget 2017, og at vinteroptaget således ikke er inkluderet).

Redaktionen afsluttet: 21.09.2017