Spørg brevkassen
Spørg brevkassen: Hvad er der i kælderen i SUND-bygningen?
Har du undret dig over, hvad SUND-bygningens kælder (niveau 0) bliver brugt til? Så giver vi dig i denne uges brevkasse del 2 i ”Hvad er der i kælderen?”
I sidste brevkasse fandt vi ud af, at kælderen rummer badefaciliteter til alle ansatte. Der er dog meget mere at finde i SUND-bygningens nederste niveau, så her får du et kapitel mere i føljetonen.
Nu vil vi se på den kunst, som har spredt sig til niveau 0. Du skal kigge ned for at få øje på den.
En kode og en dekoration
Gulvet på niveau 0 er terrazzo, det samme materiale som i de store gange på den gamle del af SDU, men i andre farver. Mønsteret i gulvet er en del af et værk af den amerikanske kunstner Cory Arcangel. Det stammer fra et digitalt maleprogram fra 1984, som bruges til at udfylde eller skravere tomt rum.
Værket er også en leg med computerkode. De med dyb viden om computere kan aflæse koden, mens det for os andre ligner en dekoration.
Dette værk inviterer således til en filosofisk overvejelse. Det markerer, hvor forskelligt brugere aflæser rum – kode for den ene og dekoration for den anden. Samtidig afspejler værket også uddannelsesinstitutioner, hvor viden overleveres ved at tage ny form.
Så næste gang du bevæger dig ned på niveau 0, så kig ned – og overvej om du ser kode eller dekoration.
Følg med i nyhedsbrevet om 14 dage, hvor vi fortsætter vores kælder-føljeton.
Hilsen SUND Kommunikation
Spørg brevkassen
Få opklaret små og store ting om SUND. Det kan være om bygningerne, omgivelserne, sammenhængen med resten af SDU eller hvad der rører sig på fakultetet. Er der noget, du undrer dig over, så skriv til os i SUND Kommunikation. Vi udvælger de spørgsmål, vi vurderer, flest kan få glæde af at få svar på.