Skip to main content
DA / EN

Kend din kollega

Kend din kollega: Maja Sulstad Johansen

Mød Maja Sulstad Johansen - Ph.d.-studerende ved Institut for Idræt og Biomekanik

Af SUND Kommunikation, , 12-06-2024

Portrætbillede af Maja Sulstad Johansen

Kan du forklare, hvad du arbejder med?

Jeg arbejder på projektet Generation Sunde Børn, som er et forskningsprojekt, der søger at fremme trivsel og sund vægtudvikling blandt børn. I projektet arbejder vi på at skabe gode rammer for et sundt børneliv, og vi arbejder derfor sammen med flere af de aktører, som er en del af børnenes dagligdag, bl.a. familien, skolen, SFO’en og selvfølgelig børnene selv. Indsatsen er bygget op omkring fire kerneområder; kost, bevægelse, søvn og skærmvaner.

Til dagligt beskæftiger jeg mig med den del af projektet, der omhandler børnenes søvn- og skærmvaner. Sammen med mine kolleger undersøger jeg børnenes søvn- og skærmvaner, og så udvikler vi initiativer, som gerne skal fremme gode søvn- og skærmvaner blandt børnene.

Hvor længe har du været ansat på SDU?  

Jeg har været ansat på SDU siden september 2022, så ca. 1,5 år.

Hvad er det allerbedste ved lige præcis dit arbejde?

Det er helt klart den store variation i arbejdsopgaverne. Særligt synes jeg, at det er fedt både at være med til at indsamle data, og efterfølgende få lov til at fordybe sig i og blive klogere på lige netop de data, som jeg selv har været med til at indsamle. Under dataindsamlingen møder jeg de fleste børn, og jeg synes, at det gør mit datasæt endnu mere spændende, når jeg har mødt de børn, som er med.

Fortæl om en arbejdsopgave, du har løst, som du er lidt ekstra stolt af.

Første gang jeg var vejleder, var jeg lidt nervøs og usikker på, om jeg gjorde det godt nok, og om de studerende fik det ønskede ud af vejledningen. Så jeg prøvede efter bedste evne at vejlede, som jeg gerne selv ville vejledes. I den efterfølgende evaluering af modulet, var der to studerende, som havde rettet deres ros direkte til mig. Det gjorde mig simpelthen så glad.

Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund – hvordan er du endt i dette job?

Jeg har en professionsbachelor i Ernæring og Sundhed og en kandidat i Idræt og Sundhed. Jeg skrev mit speciale med vejledning fra Anders Grøntved, som er forskningsleder i forskningsenheden Exercise Epidemiology. Et par måneder efter mit specialeforsvar bød muligheden sig for en Ph.d. i samme forskningsenhed. De to ting faldt nok heldigt sammen for mit vedkommende, for ellers var jeg nok ikke havnet lige netop her.

Hvilke andre karriereveje har du ellers overvejet?

Jeg har altid været fascineret af bygninger og arkitektur. Så i mange år havde jeg en ide om, at jeg skulle være ejendomsmægler eller arkitekt. Det var først i gymnasiet, at jeg blev interesseret i sundhedsvidenskab og det var nok lidt en hurtig beslutning at starte på professionsbacheloren i Ernæring og Sundhed.

Hvad laver du i din fritid?

Jeg er glad for træning og særligt nu, hvor det gode vejr endelig er her, så skal mine løbesko luftes lidt ekstra. Ellers så er jeg glad for madlavning, gør-det-selv projekter og så går jeg til så mange koncerter og festivaler, som jeg overhovedet kan komme til.

Har du set/læst/lyttet til noget godt for nylig, som du vil anbefale?

Jeg har for nylig lyttet til en ret spændende podcast af Morten Münster. Den hedder ”Samfundet er designet til A-mennesker, og B-mennesker render rundt med konstant socialt jetlag”, og er en podcast, der belyser, hvor stor en betydning vores individuelle kronotype har for både vores sociale liv og arbejdsliv. Man får også et par gode råd til, hvordan man med udgangspunkt i sin kronotype kan planlægge sin arbejdstid og sociale arrangementer, så man får mest muligt ud af det. Og så får A-mennesker måske en større forståelse for B-mennesker og omvendt.

Hvad er dit yndlingsudflugtsmål?

Paris. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde skulle blive træt af den by. Kaffe og croissanter på små fortovscafeer, de flotte gamle bygninger og et oplyst Eiffeltårn i mørke, det er lige mig. 

Har du et særligt talent, som andre måske ikke kender til?

Det har jeg helt sikkert. Jeg har bare ikke fundet det endnu!


Kend din kollega

Vi sætter fokus på medarbejderne på SUND med en række faste spørgsmål. Formålet er at lære hinanden bedre at kende, på tværs af titler, institutter og arbejdsopgaver. Har du forslag til en kollega på SUND, som alle skal lære bedre at kende - eller er der en, du selv ønsker at vide mere om, så skriv til os i SUND Kommunikation.

Skriv til os med forslag til Kend din kollega

Hvem vil du gerne lære at kende?

Har du forslag til en kollega på SUND, som alle skal lære bedre at kende - eller er der en, du selv ønsker at vide mere om, så skriv til os i SUND Kommunikation.

Skriv til  os på: sund-input@health.sdu.dk

Redaktionen afsluttet: 12.06.2024