Skip to main content
DA / EN

Kend din kollega

Kend din kollega: Tonny Elmose Andersen

Mød Tonny Elmose Andersen, Professor i Smertepsykologi, Cand. Psych. Autoriseret psykolog, Institut for Psykologi

Af SUND Kommunikation, , 19-09-2024

Tonny Elmose

Kan du forklare, hvad du arbejder med?
I min forskning arbejder jeg med det, man overordnet kan betegne som posttraumatiske smerter, det vil sige smerter, som opstår efter traumer og ulykker. 

Jeg har en særlig interesse for at forstå, hvordan psykologiske traumereaktioner så som posttraumatiske stress symptomer (PTSS) indvirker på vores oplevelse af smerter og hvordan PTSS negativt påvirker bedring efter piskesmældsulykker (Whiplash Associated Disorders).

Jeg er meget optaget af, hvordan vi kan forebygge og behandle kroniske smerter efter piskesmældsulykker. I den sammenhæng særligt hvordan vi kan træne andre faggrupper, såsom fysioterapeuter og kiropraktorer, i at levere psykologisk informeret behandling.

Hvor længe har du været ansat på SDU? Har du eventuelt været her ”af flere omgange”?
Jeg har været ansat i 15 år på SDU og var sammen med en håndfuld kollegaer med til at starte psykologiuddannelsen tilbage i 2009.

Hvad er det allerbedste ved lige præcis dit arbejde?
Jeg tror, det allerbedste er, at jeg som forsker får lov til at være nysgerrig og kreativ i det detektivarbejde, det er at finde løsninger på et komplekst problem som kroniske smerter.

Fortæl om en arbejdsopgave, du har løst, som du er lidt ekstra stolt af.
Jeg er enormt stolt af at have været med til at udvikle og opbygge uddannelsen i psykologi her på SDU. Vi startede en lille håndfuld ildsjæle og er i dag mere end 50 fuldtidsårsværk, og optager hvert år ca. 150 nye studerende. Det er et privilegium at være med til at forme fremtidens psykologer.

Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund – hvordan er du endt i dette job?
Jeg har en kandidatuddannelse i psykologi, er autoriseret psykolog og har arbejdet mange år inden for sundheds- og medicinsk psykologi. I den forbindelse har jeg blandt andet været med til at opbygge et tværfagligt smertecenter og udviklet de psykologiske behandlingsprogrammer, der blev leveret. Jeg har nok altid haft lidt af en pionerånd og kan godt lide at opbygge og udvikle nye ting. Derfor var SDU attraktivt, da vi skulle oprette en ny psykologiuddannelse – og nu igen, hvor vi står over for at skulle lave en ny uddannelse i Esbjerg.

Hvilke andre karriereveje har du ellers overvejet?
Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være forsker. Men hvis jeg skulle have valgt noget andet, ville jeg nok have valgt dyrlægestudiet.

Hvad laver du i din fritid?
I min fritid elsker jeg at spille store nørdede brætspil og benytter enhver lejlighed til at snige denne hobby på bordet. Derudover elsker jeg at læse skønlitteratur.

Tonnys top 3: Brætspil du skal prøve

Hvis du er ny i brætspil, eller gerne vil prøve noget andet end de sædvanlige, så kan det anbefales at kigge på:

  • Cascadia
  • Wingspan
  • Azul

Og hvis man er lidt nørdet, så anbefaler Tonny, at man tjekker boardgamegeek.com. Her er der top 100 og anmeldelser.

Har du set/læst/lyttet til noget godt for nylig, som du vil anbefale?
Hvis man ikke kender Lars Saabye Christensens forfatterskab, så er det værd at stifte bekendtskab med, fx bogen ”Hundehoved”. Aktuelt er vi desuden ved at give vores to teenagedøtre på 13 og 17 år en god opdragelse inden for film- og tv-genren, hvorfor vi lige nu binge-watcher David Lynchs ”Twin Peaks”.

Hvad er dit yndlingsudflugtsmål?
Jeg er så privilegeret at have et godt samarbejde med gode forskere i Australien, hvorfor jeg indimellem rejser til Brisbane, hvilke står højt på min liste over yndlingsudflugtsmål.

Har du et særligt talent, som andre måske ikke kender til?
Næ, det tror jeg ikke. Men hvis det er et talent let at være nysgerrig og let at lade sig begejstre, så kan det måske komme på listen. Jeg tror, det er et vigtigt træk at besidde som forsker.

Hvem vil du gerne lære at kende?

Vi sætter fokus på medarbejderne på SUND med en række faste spørgsmål. Formålet er at lære hinanden bedre at kende, på tværs af titler, institutter og arbejdsopgaver.

Har du forslag til en kollega på SUND, som alle skal lære bedre at kende - eller er der en, du selv ønsker at vide mere om, så skriv til os i SUND Kommunikation.

Skriv til  os på: sund-input@health.sdu.dk

Redaktionen afsluttet: 19.09.2024