John Chemnitz takker af efter 50 år på SDU
Efter mere end 50 års engageret ansættelse ved Odense og senere Syddansk Universitet og et stort bidrag til uddannelserne i medicin og klinisk biomekanik på Syddansk Universitet er tiden kommet til at sige farvel til lektor og læge John Chemnitz.
Den 27. august blev han fejret ved en afskedsreception, inden han nu går på velfortjent pension.
John Chemnitz’ historie på SDU går helt tilbage til hans egen studietid. Som medicinstuderende havde han studiejob med at dissekere nogle af de anatomiske præparater – et arbejde, som også i dag udføres af medicinstuderende. I et interview for et par år siden beskrev han selv, hvor stor tålmodighed arbejdet kræver:
– En fod tager 25-30 timer at dissekere rigtigt. Det kræver tålmodighed og er ikke et job for alle typer mennesker.
Siden har generationer af kiropraktorer, idrætsstuderende og læger på SDU nydt godt af John Chemnitz’ store viden om anatomi og hans engagement i undervisningen. Gennem årene er han blevet kåret som bedste underviser fire gange og har været en fast figur i studenterrevyerne. Det siger noget om den position, han har fået blandt de studerende – og om en underviser, der gennem fem årtier har sat tydelige spor på fakultetet.
John Chemnitz har desuden gennem årene været med til at planlægge nybygning og flytning af det der nu hedder Winsløwenheden for anatomi, histologi og plastinering.

Ved afskedsreceptionen den 27. august blev John Chemnitz hyldet med taler og gode minder fra et langt arbejdsliv på SDU. Receptionen blev dermed en varm markering af en mangeårig vellidt og respekteret kollega og underviser, som har haft stor betydning for både studerende, kolleger og uddannelserne på universitetet.