Uddannelsesstrategi
Kickoff-arrangement indleder arbejdet med SUNDs uddannelsesstrategi
Den 18. april skyder SUND udviklingen af en ny uddannelsesstrategi i gang med et Kickoff-arrangement. Dagen byder på oplæg og diskussioner, der inviterer alle deltagere til at byde ind med ideer og input.
SUND inviterer til et arrangement, der samler eksperter, studerende og andre nøglepersoner til en dag med fokus på fremtidens sundhedsuddannelser.
Formålet er at kortlægge de kompetencer, som omverdenen efterspørger af fremtidens sundhedsprofessionelle, og at identificere potentielle fokusområder, der kan styrke uddannelsernes relevans og kvalitet.
- Det overordnede mål med dagen er at kickstarte arbejdet med at formulere en uddannelsesstrategi, der ikke kun udfolder SDU’s strategi for forskningsbaserede uddannelser af højeste kvalitet, men som også adresserer de specifikke behov og forventninger fra det omkringliggende samfund, der ansætter fakultetets dimittender, udtaler Merete Munk, uddannelseschef på SUND.
- Uddannelsesstrategien skal være med til at sikre, at vores uddannelser fortsat er i front, når det handler om at bidrage til løsningen af fremtidens komplekse udfordringer i fx sundhedsvæsenet. Det gælder både viften af heltidsuddannelser men også attraktive videreuddannelsestilbud til mennesker i beskæftigelse.
Vær med til at påvirke fremtidens sundhedsuddannelser
Programmet for dagen dækker et bredt spektrum af emner, fra policy-udvikling i sundhedsvæsenet, over digitalisering og sundhedsteknologi, til studerendes perspektiver og behov.
En væsentlig del af dagen er dedikeret til en aktiv pause, hvor deltagernes input og ideer indsamles. Disse bidrag vil danne grundlag for en efterfølgende paneldebat, som skal reflektere over dagens indsigter.
- Med afsæt i dagens mange indlæg samt interaktive sessioner, forventer vi, at arrangementet vil skabe et solidt fundament for det videre arbejde med uddannelsesstrategien, siger kontorchef og leder af Syddansk Forskerstøtte Anne Kathrine Overgaard, som er tovholder på strategiprocessen.
- Samtidig er arrangementet en unik mulighed for at påvirke retningen for fremtidens sundhedsuddannelser på SDU og præge udviklingen af en visionær uddannelsesstrategi, tilføjer Anne Kathrine Overgaard.
Hun opfordrer derfor alle, som har lyst, til at deltage i kickoff-arrangementet den 18. april.