SUND
Klarere kommunikationsveje på SUND
Vil du være sikker på, at din information når frem til de rette kolleger? Det er nu blevet lettere med fem tydelige kommunikationsveje på SUND.
Ledelsesgruppen på SUND har ønsket en mere effektiv og ensartet kommunikation mellem dekanat, fakultetssekretariat og institutter. Derfor har en arbejdsgruppe defineret fem kommunikationsveje og beskrevet, hvornår og hvordan de skal bruges.
Retningslinjerne blev vedtaget i marts 2025 og gælder nu for alle ansatte på SUND.
De fem kommunikationsveje
De fem kommunikationsveje gælder for skriftlig kommunikation fra dekanatet, dekansekretariatet og fakultetssekretariatet til institutterne – og for kommunikation institutterne imellem.
Hver kommunikationsvej har sit eget formål og sin egen målgruppe. Det er derfor vigtigt at vælge den rette, så informationen når de rigtige modtagere og bliver håndteret korrekt.
- Institutlederen
Bruges ved ledelsesmæssige beslutninger eller strategisk orientering. - Sekretariatslederen
Bruges ved behov for administrativ beslutning eller orientering. - Forskerstøtten
Bruges ved information om fonde, indstillinger og forskningsrelaterede emner. - Institutpostkassen
Bruges til generel information, som skal videreformidles på instituttet. - Instituttets medarbejderportal på SDUnet
Bruges til nyheder og bred information til alle ansatte på instituttet.
Find den rigtige modtager på instituttet
Du finder en oversigt over de fem kommunikationsveje her. Den hjælper dig med at vælge den rette modtager på instituttet.
Du kan desuden finde oversigten på din medarbejderportal på sdunet.dk. Her kan du søge den frem i Medarbejder-ABC'en.
Find din Medarbejder-ABC
Medarbejder-ABC’en finder du på din medarbejderportal på SDUnet.
Ud over oversigten med kommunikationsveje på SUND ligger her også mange andre praktiske informationer, som er relevante for din hverdag og dit arbejde på universitetet.