Skip to main content
DA / EN

Uddannelse

Stor interesse for sundhedsuddannelser på SDU

Interessen for SDU’s sundhedsuddannelser er fortsat høj med over 5.400 ansøgere. Samtidig er der markant fremgang i Esbjerg, hvor især den nye medicinuddannelse tiltrækker mange.

Af SUND Kommunikation, 19-03-2026

Interessen for at læse på Syddansk Universitet er stor. Ved årets kvote 2-frist har SDU modtaget 18.587 ansøgninger – en stigning på 11 procent i forhold til sidste år.

På tværs af universitetets fakulteter er Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet fortsat det fakultet, der tiltrækker flest ansøgere. I år har 5.432 søgt ind på fakultetets uddannelser. Det er et fald på 9 procent sammenlignet med sidste år, men niveauet er stadig højere end i både 2023 og 2024.

Uddannelses- og sekretariatschef Merete Munk glæder sig over den store interesse, der stadig er for fakultetets uddannelser.

- Det er utrolig positivt at se, hvor mange der gerne vil læse en sundhedsuddannelse hos os. Det viser, at vores uddannelser fortsat er attraktive, og at mange unge kan se sig selv arbejde inden for sundhedsområdet, siger Merete Munk.

Markant fremgang i Esbjerg

Samtidig er der markant fremgang på Campus Esbjerg. Her er antallet af ansøgninger steget med 87 procent sammenlignet med sidste år. En stor del af fremgangen skyldes den nye medicinuddannelse, som alene har modtaget 857 ansøgninger.

Campusleder i Esbjerg, Per Andersen, glæder sig over udviklingen.

- Det er helt vildt at se, hvor mange der har søgt mod Esbjerg i år. Den nye medicinuddannelse har virkelig skabt opmærksomhed, og det er meget positivt for både campus og byen.

Fokus på enkelte uddannelser

Selvom interessen for sundhedsuddannelserne samlet set fortsat er høj, er der også enkelte uddannelser, hvor ansøgningstallene giver anledning til opmærksomhed. Det gælder blandt andet Idræt og sundhed samt Klinisk biomekanik, hvor søgningen indtil videre ligger en smule under sidste års niveau.

Arbejdet med at tiltrække ansøgere fortsætter derfor.

- Vi er selvfølgelig glade for den store interesse samlet set, og så ved vi, at meget kan ske frem mod kvote 1 d. 5. juli, siger Merete Munk.


Du kan dykke mere ned i tallene her på SDU Analyseportal.

Redaktionen afsluttet: 19.03.2026