Skip to main content
DA / EN
Forskningens Døgn

Tak for sidst - Forskningens Døgn var en stor succes!

Den 20. april blev en dag med fokus på forskning på SDU i Odense, hvor universitetet åbnede dørene for 4000 gæster til Forskningens Døgn 2024. SUND var flot repræsenteret med hele 18 aktiviteter.

Af SUND Kommunikation, 24-04-2024

Glade ansigter og nysgerrige spørgsmål fyldte SDU, som var vært for 50 interaktive workshops og debatter, hvor både børn og voksne kom helt tæt på videnskaben.

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet var flot repræsenteret med 18 aktiviteter og op mod 100 deltagere, som brugte lørdagen på at gøre deres forskning tilgængelig og relevant for folk i alle aldre.

SUNDs dekan Ole Skøtt, som var blandt de besøgende på dagen, var glad for at se fakultetets store opbakning til arrangementet:

- Det var imponerende at se så mange flotte stande med sundhedsvidenskabelig forskning, og ikke mindst at opleve deltagernes engagement og de gode samtaler med gæsterne, som helt sikkert gjorde mange klogere på, hvad vi laver på universitetet.

SUND viste bredden i fakultetets forskning

For første gang havde alle SUNDs otte institutter forskere og studerende med, så vi fik vist bredden i fakultetets forskning.

Gæsterne kunne blandt andet tage på en imponerende rejse gennem arbejdet på Retsmedicinsk Institut, prøve meditation som behandling af autisme, få testet deres hørelse, smage gulerodsjuice som forebyggelse mod tarmkræft og udsætte sig selv for en smertetest.

De kunne også blive klogere på anklageres arbejdspres, rygsmerter, hvad alkohol gør ved leveren, hvordan vi bedst behandler traumer, og hvordan kunstig intelligens benyttes i sundhedsvæsenet.

Der var også besøg af Læger uden Grænser og Bamsehospitalet, ligesom forskere fra SUND bidrog til debat med Clement Kjersgaard om vacciner, samtale med Anna Lin om unge og trivsel og til show med Motor Mille om vigtigheden af fysisk aktivitet.

- Jeg vil gerne sige stor tak til alle de forskere og studerende fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, som var en del af aktiviteterne ved Forskningens Døgn og på fornemste vis demonstrerede, hvordan forskning kan gøres tilgængelig og relevant for den bredere offentlighed, lyder det fra Ole Skøtt.

Se billeder fra SUNDs aktiviteter i galleriet nedenfor.

Redaktionen afsluttet: 24.04.2024