Skip to main content
Fakultetssekretariatet

Sekretariatschefen orienterer

Sekretariatschefen oritenterer: Ny kandidatuddannelse, studietur og personalenyt

Læs seneste opdatering fra Merete Munk med en orientering om ny kandidatuddannelse på SUND, studietur i forbindelse med tandlægeuddannelsen og personalenyt

Kære alle

Inden vi nærmer os jule- og nytårsperioden, vil jeg gerne dele en kort orientering om nogle af de ting, der har fyldt i den seneste tid.

Jeg starter med den gode nyhed, som I måske allerede har læst på sdu.dk. Vi har netop fået godkendt en ny uddannelse: en 1-årig kandidatuddannelse i sundhedsøkonomi med opstart sommeren 2026. Uddannelsen etableres i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, og vi glæder os til at prøve kræfter med det nye 1-årige format i kandidatlandskabet.

Og mere om kommende uddannelser: I sidste uge har Ole Skøtt, Anne Mølgaard og undertegnede været på studietur med besøg på tandlægeuddannelser i Bern, Amsterdam og Freiburg som led i arbejdet med at forme de kommende tandlæge- og tandplejeruddannelser. På tværs af institutionerne ser vi en tydelig fælles retning, hvor simulationstræning og færdighedslæring står centralt, og hvor der også er inspiration til at tænke undervisning mere på tværs af uddannelser.

I denne uge deltog rektor og prorektor på institutledermødet for at tage temperaturen på fakultetets strategiarbejde. Drøftelserne bekræftede, at vi er godt i gang, men også at der fortsat venter et væsentligt arbejde, som vi tager videre med os på den anden side af jul og nytår. Samtidig udtrykte de stor ros for det arbejde, der bliver lagt på SUND.

På personalesiden har vi aktuelt opslag ude i forskerstøtte-enheden, idet Kjersti Øverland og Sidse Faxøe Enghave har søgt nye udfordringer uden for SUND fra årsskiftet. Vi ønsker dem begge held og lykke med deres videre vej.

Siden sidste mail har der også været den årlige julefrokost – og en rigtig god én. Stor tak til HR for et særdeles vellykket arrangement. Det bliver spændende, hvad SUND Forskerstøtte finder på til næste år!

Til sidst vil jeg dele et par billeder fra vores hyggelige julebegivenhed i går – og samtidig ønske jer og jeres familier en glædelig jul og et godt nytår.

Venlig hilsen
Merete

Redaktionen afsluttet: 22.12.2025