Skip to main content
Fakultetssekretariatet

Sekretariatschefen orienterer

Sekretariatschefen oritenterer: SUND Indkøb, OSU og tandlægeuddannelsen

Læs seneste opdatering fra Merete Munk med en status på fakultetets nye centrale indkøbsfunktion, omstilling af SDU’s uddannelsesadministration samt tandlæge- og tandplejeruddannelsen - og en særlig tak til Velfærdsudvalget.

Kære alle i fakultetssekretariatet,

Her får I en lille status på nogle af de mange ting, der rører sig i sekretariatet.

Jeg vil begynde med at markere, at vi i næste uge formelt går i luften med det, der hedder SUND Indkøbsfunktion. Det betyder, at vi nu tager hul på det konkrete arbejde med at samle fakultetets indkøbsopgaver i én central enhed. Målet er at styrke kvaliteten og effektiviteten i indkøbene og samtidig frigive tid og ressourcer hos de medarbejdere, for hvem det ikke er en kerneopgave (fx undervisere og forskere). Jeg er overbevist om, at det bliver en stor gevinst for os alle. Beskrivelsen af funktionen udsendte vi tidligere på året – læs mere her.

Arbejdet med omstillingen af SDU’s uddannelsesadministration (OSU) fortsætter også. Lige nu er processen dér, at den nedsatte styre- og projektgruppe skal aflevere sine anbefalinger til direktionen om, hvordan fremtidens organisering kan se ud. Forslaget drøftes i direktionen den 4. september, hvor der vil blive taget stilling til den videre proces.

I forhold til tandlæge- og tandplejeruddannelsen er der ligeledes nyt: Kirsten Præstegaard – som flere af jer kender fra Det Tekniske Fakultet – er ansat i Rektorsekretariatet. Hun vil i den kommende tid bidrage til projektarbejdet frem mod studiestarten i 2027. Udviklingsarbejdet tager form i disse uger, hvor der skal etableres styre-, arbejds- og følgegrupper, afholdes de første møder osv. Kirsten vil her få en rolle i at understøtte processen, så vi når sikkert i mål.

Afslutningsvis vil jeg gerne rette en stor tak til Velfærdsudvalget, som stod bag den fremragende personaledag i Jernalderbyen i onsdags. Det blev en virkelig vellykket dag, hvor vi mødte hinanden på tværs og i øjenhøjde. Som jeg nævnte på dagen, ser vi netop nu på, hvordan fremtidens personalearrangementer skal udformes. Men det ændrer bestemt ikke på, at denne dag var både opløftende og samlende. Derfor slutter jeg med en håndfuld billeder fra arrangementet.

Mange hilsener

Merete

Redaktionen afsluttet: 29.08.2025