SUNDs undervisningsevalueringer skal sikre løbende udvikling af undervisningen og skabe et fælles grundlag for dialog om kvalitet og læring. Her kan du læse om formål, principper og de centrale elementer i SUNDs evalueringskoncept.
SUND vil levere den bedst mulige undervisning, som både studerende og undervisere oplever som stimulerende og relevant. Det kræver løbende evaluering, tilpasning og udvikling af undervisningen.
Det er en afgørende præmis, at det er undervisningen og ikke underviseren, der evalueres. Fokus lægges på tilrettelæggelsen af undervisningsaktiviteter og de studerendes engagement og læring fra disse aktiviteter.
SUNDs koncept for undervisningsevalueringer består af fire hoveddele:
Systematisk skriftlig evaluering og selvevaluering
Undervisers feedback om fagets afvikling
Nøgletal/eksamensstatistik
Dialogbaseret undervisningsevaluering og forventningsafstemning
Undervisningsevaluering på SUND skal:
fokusere på både udvikling af undervisning og pædagogiske tilgange
sikre en systematisk og tillidsbaseret tilgang til løbende at arbejde med undervisningens kvalitet
muliggøre en systematisk monitorering af både studerende og underviseres oplevelser i relation til undervisningens afvikling
give undervisere, fagansvarlige og studienævn større frihed til at evaluere undervisningen og følge op på denne
øge engagement og modvirke evalueringstræthed blandt både studerende og ansatte
skabe øget fokus på det, der virker og fungerer godt i undervisningen, og ikke på ’fejlfinderi’
vise sammenhæng mellem indsatser, udvikling og udbytte
leve op til de krav og standarder, der opsættes nationalt og lokalt på SDU
være praktisk let administrerbart
Den samlede evalueringsindsats er i hovedvægten dialogbaseret og understøttes af kvantitative data – primært til brug for underviseren/den fagansvarlige selv samt til ledelsesinformation.
Den dialogbaserede undervisningsevaluering skal stå centralt og afvikles formativt frem for summativt med henblik på at kunne tilpasse og ’sadle om’ undervejs samt at sikre fokus på undervisningsaktivitet og læring – og ikke blot på eksamenspræstation.
Den skriftlige slutevaluering gennemføres summativt og på baggrund af en række standardiserede evalueringsspørgsmål samt tre (for uddannelsen) valgfri spørgsmål med henblik på systematisk understøttelse af undervisningsudvikling og tilrettelæggelse af pædagogiske indsatser.
De obligatoriske stillede spørgsmål centreres omkring den studerendes selvevaluering samt evaluering af undervisningens gennemførelse og fagadministration.
De frivillige spørgsmål kan anvendes til at evaluere særlige indsatser og udviklingsområder lokalt på den enkelte uddannelse.