Skip to main content
DA / EN

Tiltrækning af talentfulde unge mennesker

Team Rekruttering ved TEK Kommunikation består af fire passionerede medarbejdere, der arbejder for at tiltrække og fastholde talentfulde studerende til ingeniøruddannelserne på SDU i Sønderborg og Odense.

Teamet er drivkraften og den koordinerende funktion bag en række spændende aktiviteter og events, der har til formål at inspirere unge til at udforske de mange facetter af ingeniørfaget. Teamet arbejder målrettet med danske såvel som internationale målgrupper ved at besøge uddannelsesinstitutioner og uddannelsesmesser i både Danmark og udlandet samt ved at arrangere en lang række besøg på campus.

Med et skarpt fokus på innovation og kreativitet, arbejder teamet på at nuancere blikket på ingeniørfaget. De viser, hvordan ingeniøruddannelserne åbner døre til en bred vifte af karrieremuligheder, fra teknologisk udvikling til bæredygtige løsninger og meget mere. Gennem målrettet kommunikation og engagerende events, formidler de viden om de utallige retninger inden for ingeniøruddannelserne.

Ambassadørkorpset, bestående af ingeniørstuderende, spiller en afgørende rolle i teamets arbejde. De leverer faglige workshops og fungerer som rollemodeller og ansigterne udadtil, hvilket gør dem til en vigtig del af rekrutteringsindsatsen.

 

Hvem er vi?

 

Lise Kanstrup

Lise er teamkoordinator for Team Rekruttering, og hun har fokus på koordinering og gennemførelse af teamets opgaver, målsætninger, økonomi og udviklingsinitiativer. Derudover koordinerer Lise workshops, oplæg og events i Sønderborg, som fx TEK Expo og Faldskærm i Fart. Lise supporterer også afdelingslederen med udviklings- og driftsopgaver.

Lise arbejder tæt sammen med gymnasier og skoler for at fremme teknisk og naturvidenskabelig interesse blandt unge, og hun repræsenterer også SDU TEK i eksterne samarbejder som House of Science og Engineer the Future eller som projektleder på eksternt finansierede projekter.

Ulf Rasmussen

Ulf koordinerer store SDU-events som Åbent Hus, Studiepraktik og Forskningens Døgn, der kræver langstrakt og omfattende planlægning. Derudover er Ulf teamets repræsentant i samarbejdet med Akademiet for Talentfulde Unge, og han koordinerer oplæg og workshops til såvel ATU som almene gymnasieklasser.

Ulf er afdelingens administrative ekspert, hvad angår processen omkring ansættelse og aflønning af studenterambassadører. Endelig er Ulf en skarp korrekturlæser og sprognørd, der fx er med til at sikre korrekte nyhedsbreve og artikler.

Lea Girardo Lukas

Lea arbejder med rekruttering af tyske og danske studerende i TEK Kommunikation. Lea er ansvarlig for rekrutteringsaktiviteterne i Tyskland, hvilket omfatter koordinering af fakultetets deltagelse i tyske uddannelsesmesser samt gymnasiebesøg. Derudover arbejder Lea på at udbrede brobygningsaktiviteter såsom workshops og studiepraktik til tyske gymnasier.

Lea supporterer derudover den generelle internationale rekrutteringsindsats, bl.a. som redaktør for det månedlige internationale nyhedsbrev målrettet potentielle studerende. Derudover koordinerer hun alle “Studerende for en dag”-besøg på TEK i Sønderborg, så vel danske som internationale, samt studiepraktik, Online Open Day og Åbent Hus i Sønderborg.

Mette Høyberg Qvarfot

Mette har ansvaret for det store korps af studenterambassadører i Odense, herunder rekruttering og onboarding, og hun arbejder for, at ambassadørerne repræsenterer fakultetet og ingeniøruddannelserne autentisk og troværdigt ved brobygnings- og markedsføringsaktiviteter. Mette koordinerer derudover events såsom IT-Camp for piger, Science Day og Gymnasietur samt alle ”Studerende for en dag”-besøg på TEK i Odense.

Mette har derudover ansvaret for flere af teamets digitale opgaver, fx som redaktør for aktivitetssiderne for de individuelle brobygningsaktiviteter på sdu.dk samt for de to nyhedsbreve, der sendes til potentielle danske studerende og danske gymnasielærere.

Sidst opdateret: 29.10.2024