Skip to main content

Bioorganisk kemi og medicinalkemi

Vejleder: Poul Nielsen

Forudsætninger: KE504, KE505 og KE506 skal være bestået.

Projektbeskrivelse

Et bachelorprojekt inden for bioorganisk kemi og medicinalkemi vil typisk bestå i en kemisk syntese i flere trin af en hidtil ukendt forbindelse, f.eks. en nukleosid-analog, med mulige biologiske anvendelsesmuligheder. I projektet anvendes således både kendte organiske syntesemetoder og strukturopklaring, men også helt nye syntesemetoder kan udvikles.

De fremstillede stoffer vil f.eks. kunne indgå i et større medicinalkemisk projekt, som vi har omkring nye midler mod antibiotika-resistente bakterier. Her arbejder vi med semisyntese af nye potentielle antibiotika baseret på den stofklasse, der hedder pleuromutiliner.

Andre stoffer kan indgå i vores undersøgelser af kemisk modificerede DNA-sekvenser. Her arbejder vi med at lave syntetiske DNA-sekvenser, der enten udviser en bedre genkendelse af specifikke RNA-sekvenser, så de kan bruges i udviklingen af potentielle lægemidler eller som "hjælpestoffer" i diagnosticeringen af sygdomme, eller som kan bruges til at lave mere komplicerede nanostrukturer.

Et bachelorprojekt vil først og fremmest bestå i organisk syntesearbejde og strukturopklaring. Det er således kendskab til og interesse for organisk kemi, der er den vigtigste forudsætning. Den nødvendige viden om relevant biokemi og molekylær biologi kan nemt opnås undervejs. For yderligere oplysninger kan gruppens medlemmer eller Poul Nielsen kontaktes.

Institut for Fysik, Kemi og Farmaci Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: 6550 3520

Sidst opdateret: 14.09.2023