Hvilken betydning har det for dig og dit arbejde, at du er blevet professor? Åbner det nye døre eller medfører det bare mere arbejde?
Ja, jeg tror, at det måske kan åbne nye døre, men der er sikkert mere arbejde inde bag dem. Jeg satser dog på, at arbejdet vil være interessant. Forhåbentlig kan det have den betydning, at der kommer mere fokus på mental sundhed i et historisk perspektiv.
For mit eget vedkommende er det også spændende at blive ansat på SIF og blive del af et tværfagligt miljø af forskere, der arbejder med områder, som jeg også beskæftiger mig med, men med andre vinkler end den historiske. Det har jeg faktisk ikke været vant til fra tidligere ansættelser på Københavns Universitet og Roskilde Universitet. Som en mindre detalje giver titlen også lidt mere i løn.
Du er uddannet historiker fra RUC. Hvorfor er det vigtigt at have en historiker på SIF, og hvad kan fortiden fortælle os?
Det er lidt af et paradoks, at psykiatri og mental sundhed er emner, der fylder utrolig meget i medierne i dag, men det er de færreste, der ved noget om, hvordan den historiske udvikling har været. Psykiatri er rent faktisk en forholdsvis ny opfindelse. Før 1850’erne var der stort set ingen steder, hvor mennesker med psykiske lidelser kunne få behandling, og selve ordet psykiatri blev først opfundet i 1808.
Ved at følge den historiske udvikling kan vi studere forandringer over tid, hvordan diagnoser opstår, for måske at forsvinde igen, hvordan behandlingen ændrer sig, og hvorfor psykiatrien har fået sin nuværende form. Historien viser også, hvordan sociale og kulturelle forhold præger vores forståelse af sygdom og sundhed. For eksempel var homoseksualitet en særskilt psykiatrisk diagnose, der blev set som en underform af psykopati.
Samfundsmæssige ændringer og et nyt syn på seksualitet førte til, at diagnosen blev fjernet i Danmark i 1980. På den måde kan historien også bruges til at reflektere over etiske problemstillinger.
I øjeblikket arbejder du med projektet ”Børnepsykiatriens historie”. Hvad undersøger du i projektet, og hvad kan det fortælle os i dag?
Sammen med Jennie Sejr Junghans og Marie Reinholdt, der også er ansat på SIF, arbejder vi med at kortlægge børnepsykiatriens grundlæggelse og udvikling i 1900-tallet. Den første børnepsykiatriske afdeling kom først til i 1944 på Rigshospitalet, så der var tale om en sen udvikling i forhold til den øvrige psykiatri. Før 1940’erne var der meget få behandlingsmuligheder for børn. Det var også nogle helt andre diagnoser, der blev anvendt til børn i denne periode, end dem vi kender i dag.
Det rejser jo spørgsmål om, hvad man tidligere gjorde med børn, der havde psykiske udfordringer. Hvordan blev de håndteret, og hvor havnede de henne, når de ikke var i psykiatrien? Ved at studere den historiske og samfundsmæssige udvikling kan det måske også give os nogle ideer om, hvorfor der har været og er en stor stigning i antallet af børn med psykiatriske diagnoser.
Er der et felt inden for dit forskningsfelt, der, ifølge din mening, ikke er blevet belyst tilstrækkeligt? Og er der et felt, som du selv kunne tænke dig at forske nærmere i?
Der er en lang række temaer om mennesker med forskellige former for funktionsnedsættelser, som ikke er belyst. Samtidig er der rigtige gode muligheder i Danmark for at undersøge det helt tilbage til 1700-tallet, da Rigsarkivet og de kommunale arkiver har meget store samlinger af arkivalier fra dette område.
På et internationalt plan er disse samlinger faktisk ret unikke. Det kunne fx være oplagt at sammenligne børnene fra psykiatrien med dem fra den daværende åndssvageforsorg. Psykologiens historie er et andet område, der er skrevet meget lidt om i Danmark. Så der vil være nok at tage fat på, hvis jeg engang bliver færdig med temaet om børns mentale sundhed i historisk perspektiv.
