Skip to main content
DA / EN

Status på omstillingen, løbende opdateringer

Ændringerne i campusbyerne

Lokale justeringer i takt med den samlede omstilling.

Af Stinne Hørup Hansen, vicedirektør for Uddannelse, 11-12-2025

Omstillingen af uddannelsesadministrationen mærkes også i campusbyerne. Mange studiesekretæropgaver har allerede i flere år været samlet under de afdelingschefer i SDU Uddannelse, der arbejder i de jyske campusbyer, og derfor er ændringerne umiddelbart mindre synlige end i Odense – men de er der, og de kommer til at præge både samarbejdsflader og opgaveløsning.

Nye organisatoriske tilknytninger

Med omstillingen flytter medarbejdere, der hidtil har haft organisatorisk hjemsted på et institut i en campusby, nu til SDU Uddannelse og refererer til den lokale afdelingschef. Det samme gælder studenterstudievejledere, som får et fagligt ophæng i studievejledningen i Odense.

Opmærksomhed på byperspektivet

Det faglige ophæng kommer nu tættere på de kolleger i Planning, der arbejder med tilsvarende processer. Det giver en stærkere faglig forankring, men kræver, at vi er særligt opmærksomme på byernes perspektiv. I flere år har medarbejdere i byerne afstemt opgaver med fakultetskolleger i Odense – ofte på forskellige måder. Fremover skal harmoniseringen ske i samarbejde med Planning i SDU Uddannelse i Odense. Derfor er det vigtigt, at byerne sidder med ved bordet og bliver tænkt ind i både procesworkshops og den daglige koordinering.

Arbejdet med samarbejdsaftalerne bliver et centralt redskab til at sikre tydelige rammer. Her inddrages afdelingscheferne i byerne i konkretiseringen af aftalerne, så forventninger og samarbejde på tværs af geografi bliver beskrevet klart.

En enkelt ændring fylder særligt i Sønderborg, hvor kollegerne i SDU Uddannelse afgiver opgaven med det internationale bacheloroptag, der samles med resten af opgaverne indenfor bacheloroptag i Odense. Overdragelsen er i gang, det er en stor opgave at give videre, og den er fuldt implementeret fra 2027.

En stemme fra byerne

Birgit Jahn, afdelingschef, SDU Uddannelse i Esbjerg, fortæller om det lokale arbejde med den nye organisering:

– SDU Uddannelse Esbjerg vokser og byder velkommen til tre nye kolleger fra SUND. Personalegruppen bliver samlet på tværs af SDU og Esbjerg Sygehus. Tre studiesekretærer fra SUND bliver en del af SDU Uddannelse. Én vil sidde på campus, mens to, der arbejder med kandidatuddannelsen i medicin, bliver på sygehuset, hvor undervisningen foregår. Det kræver, at vi finder en rytme med både fysiske og online møder.

– Harmoniseringen af processer vil gøre en positiv forskel, fordi opgaverne ikke længere skal løses så forskelligt fra fakultet til fakultet. Det vil styrke vores fleksibilitet og robusthed. Samtidig er det en styrke, at studenterstudievejlederne får både en lokal leder og en tydelig faglig tilknytning.

Fælles projekt

Selv om campusbyerne har været organiseret mere samlet end Odense, er overgangen til den nye struktur et fælles projekt. De kommende måneder handler om at sikre, at byernes erfaringer, behov og perspektiver bliver en tydelig del af det fælles arbejde i SDU Uddannelse.

Redaktionen afsluttet: 11.12.2025