Status på omstillingen, løbende opdateringer
KFU – klar retning for koordination på tværs
17. februar var der sættemøde for det nye koordinerende forum.
Arbejdet med kommissoriet fortsætter
Styregruppen har drøftet rammerne for Koordinerende Forum for Uddannelsesadministration (KFU) med udgangspunkt i et udkast til kommissorium.
På KFU’s sættemøde den 17. februar behandlede vi udkastet og kom et skridt videre i afklaringen af KFU’s mandat – herunder hvilke temaer og beslutninger, der hører hjemme i forummet.
Næste skridt er at skærpe kommissoriet yderligere, så det både afklarer mandat og rammer og giver en tydelig retning for KFU’s arbejde. Kommissoriet tages derfor op igen på KFU’s møde i marts, hvor også samspillet med de underliggende fora indgår.
KFU skal være SDU’s strategiske og koordinerende forum for udvikling og drift af uddannelsesadministrationen og bliver stedet, hvor vi konkret beslutter og kvalificerer løsninger samt prioriterer indsatser, når opgaver går på tværs af fakulteterne og Fællesadministrationen.
Målet er at skabe en mere sammenhængende uddannelsesadministration med fokus på brugerne. Udvalget består af mig som formand og fakulteternes uddannelsesadministrative chefer. Jeg ser frem til et stærkt samarbejde med de uddannelsesadministrative chefer – både bilateralt og i KFU.
På flere fakulteter har det krævet organisatoriske justeringer at sikre, at de rette funktioner har mandat til at indgå aftaler og træffe beslutninger på tværs. Det er en forudsætning for, at KFU kan være beslutningsdygtigt og understøtte et smidigt samarbejde på tværs.
Tak for en god nytårsparole – og afslutning på de ugentlige opdateringer
Selvom det er ved at være et stykke tid siden, vil jeg alligevel her sige tak for den gode energi til SDU Uddannelses første nytårsparole. Det var første gang, vi var samlet i den nye organisation, og det gav et stærkt fælles udgangspunkt for 2026.
Vi går ind i året med sikker drift som fundament og med fokus på at skabe en uddannelsesadministration, hvor vi arbejder mere samlet, og hvor både undervisere og studerende møder en nem, klar og tryg adgang til hjælp — bygget på de fælles rammer og den styrkede sammenhæng, vi nu skaber på tværs.
Nu, hvor SDU Uddannelse er samlet, bliver den løbende kommunikation mere direkte. Derfor afrunder vi de ugentlige OSU-opdateringer her på siden. Fremover kommunikerer vi i linjen, her på siden, når det er relevant, eller via SDU’s sædvanlige kanaler, når der er nyt, der har betydning på tværs.