Status på omstillingen, løbende opdateringer
Status – uge 25
Opdateringer for uge 24 og 25.
KFU og samarbejdsnetværk
Det første ordinære møde i det nyetablerede Koordinerende Forum for Uddannelsesadministration (KFU) blev afholdt den 6. maj. Det er mit ønske at vi sikrer, at relevante problemstillinger og input fra organisationen bringes ind i forummets arbejde, og det er derfor muligt for alle at indstille emner til behandling i KFU. Fremover vil forummet mødes månedligt, og dets arbejde kan følges på det tilhørende Teams-site.
På baggrund af omstillingen har KFU forholdt sig til, hvilke tværgående samarbejdsnetværk der skal findes for både at kvalificere beslutninger i KFU og understøtte løbende videndeling og koordinering. KFU har besluttet at nedsætte i alt syv samarbejdsnetværk, som er ved at blive bemandet af både fakulteter og Fællesadministrationen:
- Samarbejdsnetværk for optagelse
- Samarbejdsnetværk for studiestart
- Samarbejdsnetværk for studiemiljø i byerne (et pr. by)
- Samarbejdsnetværk for uddannelsesregler
- Samarbejdsnetværk for uddannelseskvalitet
- Samarbejdsnetværk for uddannelse til internationale studerende
- Samarbejdsnetværk for uddannelse til mennesker i beskæftigelse
Arbejdet med samarbejdsaftaler fortsætter
Vi er fortsat i gang med at få de sidste samarbejdsaftaler på plads. Aktuelt arbejdes der med at udarbejde en samarbejdsaftale for EVU Planning, som vi forventer at forelægge til godkendelse i KFU i slutningen af september. Aftalen vil følge samme struktur som de øvrige samarbejdsaftaler og vil blandt andet beskrive opgaveporteføljen på tværs af fakulteternes efter- og videreuddannelser, rolle- og ansvarsfordelingen mellem fakulteterne og Planning i SDU Uddannelse samt sikre tydelige indgange for både studerende og undervisere.
Sidste opdatering på denne side
Efter aftale med de tillidsrepræsentanter der dækker SDU Uddannelse er dette sidste statusopdatering under projektsiden. Den del af omstillingen af den samlede uddannelsesadministration på SDU, der omfattede en organisationsændring er afsluttet ift. afklaring af roller, ansvar og organisatorisk ophæng. Vi er ikke i mål med de sidste flytninger og detaljerede afklaringer af roller og ansvar, men vi er nået dertil, at det ikke længere har karakter af et projekt, men handler om justeringer der håndteres i afdelingerne, i driften, i KFU og i netværkene.
Følg med på servicesiden
Der er stadig gode muligheder for at følge udviklingen af uddannelsesadministrationen via Servicesiden for Undervisning. Der publiceres løbende nyheder og information om undervisning, eksamen og uddannelse. Her findes blandt andet opdateringer om nye processer, vejledninger, universitetspædagogiske initiativer og status på udviklingen af uddannelsesområdet. Servicesiden er dermed et centralt sted at holde sig orienteret om nyt fra SDU Uddannelse.
Der arbejdes generelt med at opdatere SDUnet - herunder servicesiderne - og i den forbindelse ønsker vi at styrke adgangen til centrale dokumenter og relevante nyheder fra SDU Uddannelse. Konkret er vi i gang med at etablere direkte links fra servicesiden for Uddannelse til dagsordener og referater fra KFU, til den uddannelsesjuridiske regelsamling samt til de gældende samarbejdsaftaler mellem de forskellige områder i SDU Uddannelse og fakulteterne. Målet er at samle vigtig viden og aktuelle informationer ét sted, så det bliver lettere for både medarbejdere og samarbejdspartnere at holde sig orienteret om beslutninger, rammer og udviklingen på uddannelsesområdet.
Tak til styregruppen og projektledelsen
Da dette er min sidste statusopdatering til OSU, vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke styregruppen (sekretariatscheferne på fakulteterne) for det gode samarbejde omkring den fælles løsningsmodel for omorganiseringen - og for den store indsats med at hjælpe os godt på vej i overgangen til både den organisatoriske og fysiske samling i SDU Uddannelse. I alt blev det til 28 møder fra vores første samling i starten af 2025 til det afsluttende møde i april i år.
Jeg vil også gerne sende en stor tak til Maria Cecilie Vonsild for professionel og målrettet projektledelse af et projekt med høj kompleksitet, mange interessenter og som har påvirket mange mennesker.
Afslutningsvis vil jeg sende en særlig og varm tanke til Thomas Buchvald Vind, som desværre ikke længere er iblandt os. Som projektejer var Thomas et samlende anker gennem hele forløbet, og hans store betydning for samarbejdsånden har sat tydelige spor i det videre arbejde med realiseringen af omstillingen. Han efterlader et stort savn - både fagligt og menneskeligt.
Direkte link til
Hvis I har spørgsmål, anbefalinger eller kommentarer til udviklingen af uddannelsesadministrationen på SDU vil jeg meget gerne høre fra jer. I er altid velkomne til at ringe eller skrive til mig: stinne@sdu.dk, 2042 1514.