Skip to main content
DA / EN
Direktionen

På besøg i Guinea-Bissau

Det var et tætpakket program med spændende oplevelser, som ventede de fem medlemmer af SDU’s direktion, der deltog i besøget til Bandim-projektet i Guinea-Bissau for et par uger siden.

Af Bolette Marie Kjær Jørgensen, , 05-02-2020

På Afrikas vestkyst mod Atlanterhavet og med grænser op til Senegal og Guinea-Conakry ligger et af kontinentets mindste lande, Guinea-Bissau. Det er et af verdens fattigste lande, hvor det offentlige system stort set ikke fungerer.
 
I uge tre deltog rektor Henrik Dam, prorektor Bjarne Graabech Sørensen, dekan Marianne Holmer, dekan Henrik Bindslev og dekan Ole Skøtt i turen til Guinea-Bissau, hvor de besøgte på den feltstation, som gennem 41 år har været hjemsted for Bandim-projektet, og som SDU har overtaget fra Statens Serum Institut med virkning fra den 1. januar 2020. 
 
- Det var et intensivt besøg, med et tæt program, arrangeret af professor Christine Stabell Benn fra det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, som gjorde, at vi alle fik et rigtig godt indtryk af Bandim-projektet og de udfordringer, som landet står overfor, siger Henrik Bindslev.

Feltstation i 40 år

Christine Stabell Benn har sammen med Peter Aaby etableret en velfungerende feltstation i hovedstaden Bissau, og deres team har indsamlet data om vaccinationer i godt 40 år. Projektet følger nu en population på omkring 100.000 personer i byen og 100.000 på landet. Der er særligt fokus på kvinder og deres børn, og på at forbedre vaccinationsprogrammet, så det kan bidrage endnu mere til at nedbringe børnedødeligheden. Feltstationen har omkring 180 personer ansat, hvoraf ca. 10 procent er forskere og studerende fra Danmark.

- Bandim-projektet er meget anerkendt og har en enorm goodwill i landet. Deres arbejde med vaccinationsprogrammerne har bidraget til, at landets børnedødelighed er faldet fra 50 procent til 7 procent i den fyrreårige periode projektet har kørt, siger Ole Skøtt.
  

Biodiversitet og uddannelse

Udover selve Bandim-projektet besøgte direktionsmedlemmerne også UNICEF, som arbejder med vandforsyningen i landet.
 
- Der er mange forskellige udfordringer udover at sikre forsyning af vand og de efterlyste eksperter, som kan arbejde med alt lige fra tekniske installationer til pesticidrester i vandet. Vi besøgte også FN’s udviklingsprogram, UNDP og IBAP, som er et uafhængigt institut, som arbejder med biodiversitet i kystzoner og i skovområder, siger Marianne Holmer.

Der er mange store udfordringer i landet og uddannelse er en væsentlig forudsætning for udvikling i landet.

- Bandim projektet har uddannet 12 kandidater og 7 ph.d.er fra Guinea Bissau, og vi mødte mange af disse på vigtige poster i sundhedssektoren. Udover forskningsresultaterne er uddannelse et meget vigtigt bidrag fra Bandim projektet til landets udvikling. Forskningen i at forbedre vaccinationsprogrammerne har givet vigtig ny læring om vacciners effekter, der også på sigt kan få stor betydning for børnedødelighed og sygelighed globalt, siger Ole Skøtt.
 

Bæredygtig udvikling

SDU vil i den kommende tid undersøge muligheder for at flere forskningsområder og uddannelsesaktiviteter kan tilknyttes feltstationen.
 
-Det er en unik mulighed for de af vores ansatte og studerende, der interesserer sig for en bæredygtig udvikling i relation til uddannelse og forskning. Der er ingen tvivl om at Guinea-Bissau er udfordret på langt de fleste af FN´s verdensmål og at alle fakulteter på SDU kan finde nye forskningsområder, siger Henrik Dam. 

 

 

 

 
Redaktionen afsluttet: 05.02.2020