Skip to main content
DA / EN
Stop madspild

På HUM står køleskabet aldrig tomt

På det Humanistiske Fakultets institutter og sekretariater prøver medarbejdere at bekæmpe madspild, men det er ikke en ny ting, de er begyndt på. De har nemlig haft ordningen i mange år, lyder det.

Af Andreas Brunebjerg Jørgensen, , 19-03-2020

Når medarbejdere på fakultetssekretariatet åbner køleskabet i fælleskøkkenet, kan de højest sandsynligt finde rester af en brunsviger eller et par håndmadder, der bare venter på at blive spist.

Afdelingen kører nemlig en igangværende madspildsordning, hvor rester fra møder og konferencer deles med resten af afdelingen. Det fortæller kontorfuldmægtig Gitta Stærmose. 

- Når der er madrester i overskud, bliver det bragt til det respektive køkken og sat i køleskabet, hvorefter at medarbejdere kan nyde det overskydende mad.

Intet nyt under solen

- Jeg har været her i mange år, og det har altid været en del af vores kultur. Det er rigtig rart, fordi der er intet, der ryger ud i skraldespanden, fortæller Gitta Stærmose og tilføjer:

- Det er på en eller anden måde en helt ubevidst og naturlig del i vores dagligdag herude, og vi er samtidig med til at gøre universitetet mere bæredygtigt ved at bekæmpe madspild. 
 

Alle kan tage kulturen til sig

Madspildsordningen er kendt på fakultetets forskellige sekretariater og institutter, og Gitta Stærmose påpeger vigtigheden af at gøre en fælles indsats mod madspild.

- Selvfølgelig kan vi ikke påvirke, hvad andre fakulteter og institutter gør for at bekæmpe madspild, men hvis man ikke allerede har implementeret madspildskulturen, kunne man overveje, om det ikke var en mulighed at indføre sådan en kultur. Det kommer jo alle til gode i sidste ende. 
  
 
Redaktionen afsluttet: 19.03.2020