Trivsel og mangel på samme i en coronatid

Lange dage foran computeren hjemme, hvor arbejdsliv og fritid flyder sammen. Undervisning online, hvor man ikke helt ved, om de studerende fanger ens pointer. Helt nye rutiner og arbejdsformer for næsten alle. Vores dagligdag er vendt op og ned, og hvor vi i foråret måske lettere kunne mobilisere kampgejst, er det efterhånden lidt tungt at arbejde under coronarestriktioner.

Det oplever SDU’s organisationskonsulent Birgitte Aagaard Zethsen på daglig basis. Hun har gennem en årrække arbejdet som psykolog og er i dag hende, man møder, hvis man som SDU-ansat er så uheldig at ende med en stresssygemelding. Der er desværre stadig lige så mange som normalt, der har brug for Birgittes kompetencer, fortæller hun. For vi kan blive stressede af de anderledes rammer, ensomheden og manglen på forudsigelighed.

- Det sværeste, når man sidder hjemme, er for mange den manglende kontakt. Når man ikke mødes fysisk, er man mere sensibel i forhold til, hvad der bliver sagt på møder, både fra kollegaerne og ledelsen. Tonen og intentionen kan være svær at opfatte rigtigt, fordi man ikke har kropssproget til at supplere, og man ikke kan kaste et hurtigt, bekræftende blik eller høre undertoner eller ironi. Vores kommunikation til og med hinanden skal være meget mere præcis, for ellers risikerer vi fejlfortolkninger, forklarer Birgitte Aagaard Zethsen og fortsætter:

- Det kan være svært at fornemme, hvor vi har hinanden, også vores leder. Hvis lederen siger, at han eller hun vil tale med en, kan man nemt blive lidt utryg, hvis man ikke ved, hvad anledningen er. Det er også svært for lederne, for de mangler den daglige kontakt, og de er på arbejde både følelsesmæssigt og i forhold til deres tidsforbrug.

- Det er svært at stikke en finger i jorden, når vi ikke betræder den samme jord, og vi bliver frataget mange af de indtryk, der er med til at styrke vores forståelse af, hvad der bliver sagt. Så derfor skal vi alle sammen være meget mere præcise i vores kommunikation.

Ensomhed, isolation og uforudsigelighed

Selvom der er både fordele og ulemper ved hjemmearbejdet og den anderledes hverdag, er det især en ting, Birgitte Aagaard Zethsen kan se, går igen, når hun taler med dem, der ikke trives i de nuværende rammer.

- Der er elementer af forladthed og ensomhed, når vi sidder derhjemme, og det undervurderer vi betydningen af. Især dem, der bor alene, synes, det er rigtig svært, for man skal være meget mere opsøgende for at føle, man har et netværk og et socialt liv, når man ikke møder det på arbejdspladsen. Så de er ekstra sårbare.

- De foreløbige undersøgelser viser, at det, folk især mangler og savner, er deres kollegaer og fællesskabet. Der er også nogle, der måske i forvejen var lidt i udkanten af et arbejdsfællesskab, og for dem er det en svær tid at sidde hjemme, siger hun og understreger samtidig, at der også er ansatte, der trives rigtig godt med den store mængde hjemmearbejde og den fleksible hverdag.

- Der er mange, der nævner, at det er en fordel, der er ro til at løse opgaverne. Men det, vi ved omkring stress, er, at det er ikke nok, at der er ro – der skal også være rammer, og de rammer kan være svære at sætte, når du sidder hjemme. Og hvis du ikke får en hyppig feedback fra din leder, er det svært at vide, om du gør det godt nok, fastslår Birgitte Aagaard Zethsen og forklarer, at anerkendelsen skal være konkret på opgaven for at fungere for os og give os følelsen af meningsfuldhed omkring vores daglige arbejde.

Radiotavshed og manglende kontakt

Men hvordan spotter man så stresssymptomer hos sig selv og andre, når vi ikke ses hver dag?

- Hold først og fremmest øje med radiotavshed. Og find modet til at spørge, hvis en af dine kollegaer er fraværende og ikke bidrager så meget, som han eller hun normalt gør. Hvis du har en dårlig fornemmelse, så prøv at ringe eller sende en mail til din kollega og høre, hvordan han eller hun har det.

- Vi har selvfølgelig som kollegaer et ansvar for hinandens trivsel, men det er altid lederens ansvar i sidste ende. Men man kan godt hjælpe lederen på vej, hvis man har mistanke om, at der er en kollega, der ikke har det godt, siger Birgitte Aagaard Zethsen og uddyber:

- Det handler også om, hvordan vi havde det, da vi forlod universitetet. For nogen var coronahjemsendelsen og den nye dagligdag måske lige det, de trængte til; for andre var det det modsatte. Vi bliver ikke allesammen bedre til vores arbejde af at sidde hjemme, men nogle gør. Vi har forskellige præferencer, og derfor reagerer vi også forskelligt.

Hun forklarer, at man skal være ekstra opmærksom på faresignalerne hos en selv, for det kan være svært at spotte stresssymptomer, når man sidder hjemme og ikke kan spejle sig i andre. Måske kan symptomerne være kombineret med en dårlig samvittighed, og derfor forsøger man at holde dem skjult.

- Et godt arbejdsfællesskab fremmer arbejdsmiljøet, og de fleste har brug for den interpersonelle kontakt, og den mangler vi altså efterhånden. Det er en anden måde at være sammen på, og vi skal måske blive bedre til at systematisere den daglige sparring og snak med de nærmeste kollegaer, siger Birgitte Aagaard Zethsen og pointerer, at det er helt centralt at se på, hvordan vi skaber fællesskabsfølelse og samhørighed og genopfinder snakken ved kaffemaskinen, når vi arbejder hjemmefra.

Find din egen vej

Måske ser du kollegaer, der bare elsker hvert sekund af den nye hverdag. Og andre, som har fået lov til at have flere dage på campus, fordi de simpelthen ikke fungerer på hjemmekontoret. Men det er vigtigt at pointere, at det, der virker for den ene, ikke nødvendigvis virker for den anden, siger Birgitte Aagaard Zethsen. Hun opfordrer til, at man leder og medarbejder imellem får lavet gode aftaler, der matcher den enkeltes behov inden for de rammer, der nu er.

- Man skal ændre sin rytme og finde sin egen vej, for one size doesn’t fit all. Så hvis noget passer til dig, passer det ikke nødvendigvis til mig, og det skal vi huske at tale med hinanden om. Noget så simpelt som at mangle arbejdsredskaber kan gøre nogle pressede.

- Man skal finde sin egen form og være åben for sparring med kollegaerne. Man kan spørge sine kollegaer, om man kan gøre noget for dem for at gøre det nemmere at arbejde hjemme. Og man kan sparre og give feedback på den måde, man selv og andre gør det, foreslår Birgitte Aagaard Zethsen, der godt selv ved, hvad hun tager med sig videre, når vi på et tidspunkt kommer ud på den anden side.

- Vi er blevet gode til onlinemøder, og det er noget af det, vi kan fortsætte med. Jeg er selv blevet overrasket over, hvor meget, der egentlig kan løses online, som jeg slet ikke ville have troet, da vi blev sendt hjem i foråret.

Uforudsigeligheden er værst

Da vi blev sendt hjem i foråret for en periode, var det for mange nemmere at være i, fordi der var tale om en afgrænset, om end lang, periode. Samtidig skulle man ikke på samme måde som i dag forholde sig til politiske synspunkter og uenige eksperter. For nuværende er det altså sværere, fordi vi ikke helt ved, hvad udsigten til vores "rigtige" arbejdsliv, som vi kender det, er.

- Det grænseløse er svært. Det kan vi ikke lide som mennesker. Og den politiske uenighed gør, at man kan føle sig uretfærdigt behandlet. Der kan også være følelsen af uretfærdighed mellem personalegrupper, når nogle skal eller må være meget mere på campus end andre. Der er mange kanter og lag i den her omgang, og det kan give problemer, pointerer Birgitte Aagaard Zethsen.

- Vi kan se, at manglen på det daglige både formelle og uformelle arbejdsfællesskab begynder at trække tænder ud. Vi har brug for at kende en deadline for, hvornår det stopper, og de rammer kan vi ikke få. Det betyder noget for vores arbejdsfællesskab. Der er meget lidt forudsigelighed, og det påvirker vores trivsel.

Hvordan er humøret derude?

Mød fem kollegaer og hør, hvad de synes om at arbejde under coronarestriktioner og helt eller delvist hjemmearbejde.