uniTEST
En test af samarbejdet – som SDU består med bravur
En af de vante klicheer i jobopslag lyder, at man skal være omstillingsparat. Årets afvikling af det testbaserede optagelsesforløb, uniTEST, har bevist, at SDU’s medarbejdere er lige netop det.
- Det er en fortælling om, hvor vanvittige vi er, men samtidig også en fortælling om, hvad vi kan udrette sammen.
Sådan beskriver studiechef på SDU Annette Lund det forløb, hun og flere hundrede kollegaer har været igennem - og stadig står i - med at afvikle uniTEST online.
48 timer til at reagere
Hvis vi spoler tiden lidt over en måned tilbage og stiller os i midten af marts, stod SDU foran første step i det testbaserede optagelsesforløb for nye studerende, som via en kvote 2-ansøgning og efterfølgende tests får mulighed for at vise, hvor meget de har at byde på.
Coronapandemien betyder naturligvis, at første del af forløbet – den 95 spørgsmål store uniTEST – skal afvikles online, og her er det nødvendigt at overvåge ansøgerne for at sikre sig, at testen tages på lige vilkår, uden at der bliver snydt.
Den IT-udbyder, der var hyret ind til at stå for dén del, havde problemer med at få det afviklet fejlfrit. Der var tekniske udfordringer. Alt sammen betød, at der blot to dage inden start på testene blev truffet en beslutning om at droppe samarbejdet, så SDU selv måtte stå for overvågningen.
’Det kan ikke lade sig gøre’
Hurtigt blev det såkaldte TBO-team (Testbaseretoptag-team, red) og en række logistikeksperter samlet, og så gik arbejdet ellers i gang med at finde medarbejdere, der kunne hjælpe til med at overvåge testen.
- De folk, der er vant til at arbejde med det her, sagde til at starte med ”det kan ikke lade sig gøre”. Men ret hurtigt ændrede det sig til, at ”jamen vi skal have det til at fungere – så må vi få det til at spille bedst muligt”.
- Og da vi spurgte efter hjælp rundt i organisationen, smed folk hvad de havde i hænderne for at hjælpe til, siger Annette Lund.
Cirka 450 ansatte og studentermedhjælpere fra SDU meldte sig som vagter. Der har været HK’ere, AC’ere, videnskabelige medarbejdere, IT-medarbejdere, studentermedhjælpere og ledere fra både fakulteterne og Fællesadministrationen, der udover deres normale arbejdstid også tog denne opgave til sig.
De fik en gennemgang af, hvordan de sikrer en god afvikling af testen, og så har de i over en måned siddet i tidsrummet 9-20 og supporteret nogle håbefulde ansøgere igennem testen, hvor der afsættes tre timer til hver person. Det fortsætter de med til midten af maj, hvor alle 7500 tilmeldte ansøgere har været igennem.
Bitre erfaringer fra 2020
Der var et kendskab til at afvikle uniTEST online fra sidste år. Annette Lund og co. vidste i hvert fald, hvad de ikke skulle gøre. Til testen i 2020 havde mange ansøgere en dårlig oplevelse med testovervågningen og meget lange ventetider, hvilket resulterede i, at flere ikke gennemførte, og at SDU modtog mange klager.
Der er i skrivende stund ikke én, der har påbegyndt testen, der ikke er blevet færdig. Og Annette Lund fortæller, at der generelt har været en helt anden ro i de virtuelle møderum, hvor ansøger og vagten mødes. Det har også betydet roser fra ansøgere, fordi de har følt sig hørt eller er blevet hjulpet.
- Et universitet er så kompleks en størrelse, hvor vi har mange fagligheder, der sjældent oplever at have en konkret, fælles opgave. Det har vi her, og det har været fantastisk at se alle de mennesker, der har fået det hele til at spille. Det viser, at vi kan utrolig meget sammen, og at SDU og de studerende betyder noget for universitetets ansatte. Det tror jeg også, testdeltagerne har mærket.
De fagspecifikke prøver er i år blevet aflyst, og derfor er det resultaterne fra uniTESTen, der afgør, hvilke ansøgere fra kvote 2, der starter på et studie til september.