
Citizen Science på europæisk niveau: EPICUR-sommerskole på SDU
Den 24.–25. juni var SDU vært for sommerskolen Expanding Citizen Science – en tværfaglig begivenhed under EU-alliancen EPICUR, der samler forskere, studerende og medarbejdere fra ni universiteter i syv europæiske lande.
Sommerskolen er kulminationen på et digitalt EPICUR-kompetenceprogram i citizen science, som siden marts har introduceret deltagerne til centrale begreber og metoder. Målet er at styrke kompetencerne inden for borgerinvolveret forskning og udvide netværket omkring citizen science på tværs af institutioner og landegrænser.
Programmet bestod af oplæg, cases, workshops og øvelser, hvor deltagerne arbejdede med egne projekter og fik sparring fra erfarne forskere.
Konkrete erfaringer og metoder
De præsenterede cases (ClimateBlue, Lakes in Spare Time og Our History ) gav eksempler på, hvordan forskning kan samarbejde med civilsamfund, skoler og NGO’er. Deltagerne arbejdede også med borgerportrætter og co-design-metoder og fik indblik i mulighederne for EU-finansiering af citizen science-projekter.
Sommerskolen var tilrettelagt af SDU’s Videncenter for Citizen Science med støtte fra EPICUR og blev afholdt i Campus House på SDU Odense. Sommerskolen afspejler universitetets fokus på internationalisering, tværfaglighed og samfundsengagement – og understreger SDU’s rolle i den europæiske udvikling af citizen science.
Citizen science som fælles europæisk dagsorden
– Siden 2023 har vi arbejdet med citizen science i EPICUR, hvor partnerne fra Polen, Tyskland og Danmark er gået sammen om et fælles pilotprojekt Climate Generation, mens andre partnere i Østrig, Frankrig og Danmark har etableret eller konsolideret såkaldte hubs eller services for citizen science, forklarer Thomas Kaarsted, chef for SDU Videncenter for Citizen Science.
Indsatsen går hånd i hånd med EPICURs ambition om en mere åben, inkluderende og samfundsengageret europæisk universitetssektor. Når SDU er vært for EPICUR-sommerskoler om citizen science, afspejler det ikke blot en lokal styrkeposition – men også universitetets aktive rolle i den fælles europæiske udvikling.
Citizen science på SDU
På SDU handler citizen science om at skabe dialog mellem forskere og borgere og fremme samfundsdebatter baseret på viden og fakta. Det dækker over forskningsprojekter, hvor frivillige borgere samarbejder med forskere om at besvare virkelighedsnære og samfundsrelevante spørgsmål.
Læs mere om citizen science på SDU.
Billedet ovenfor: Thomas Kaarsted, chef for SDU Videncenter for Citizen Science, leder gruppe gennem dialogrunde på baggrund af deltagernes posterpræsentationer om citizen science-projekter.