Handleplan
Karriere- og kompetenceudvikling styrkes med ny handleplan
Ny handleplan styrker karriere- og kompetenceudvikling på SDU – med fælles ansvar, strategisk retning og lokal forankring.
Som forsker, teknisk-administrativ medarbejder eller leder skal man opleve mulighed for faglig og personlig udvikling i takt med egne ambitioner og universitetets retning. Det gælder uanset om man opbygger en lang karriere på SDU eller er tilknyttet universitetet i en afgrænset periode.
SDU’s nye Handleplan for Karriere og Kompetenceudvikling rammesætter, at SDU vil:
- fremme en kultur præget af nysgerrighed, innovation, dannelse og kontinuerlig læring
- sikre adgang til relevante kompetenceudviklingstilbud
- skabe rammer, hvor alle medarbejdere oplever muligheder for og støtte til at udfolde deres potentiale
- tilbyde attraktive karriereveje og støtte mobilitet og karriereudvikling på og videre fra universitetet.
”På SDU er karriere- og kompetenceudvikling en integreret del af vores faglige kultur. Handleplanen er med til at tydeliggøre, at vi investerer i mennesker og i det vidensfællesskab, der driver universitetet fremad”.
- Ole Skøtt, dekan og forperson for Udvalg for Karriere- og Kompetenceudvikling for VIP
Fælles rammer og strategisk retning
Karriere- og kompetenceudvikling på SDU er en prioritet og et fælles ansvar, der understøttes af tydelige rammer og retning, så hele organisationen udvikler sig og tilpasser sig forandringer i vores omverden med universitetets strategiske ambitioner som afsæt.
Udvalget for Karriere- og Kompetenceudvikling, nedsat af Hovedsamarbejdsudvalget, har, bistået af SDU HR, opdateret SDU’s strategier for karriere- og kompetenceudvikling. Det har resulteret i en samlet handleplan for karriere- og kompetenceudvikling, der udfolder SDU’s strategi og har universitetets kerneopgaver som omdrejningspunkt.
”Det er virkelig positivt, at ledelse og medarbejdere i SDU’s samarbejdssøjle nu kan fremlægge en ny ambitiøs Handleplan for Karriere- og Kompetenceudvikling, som med udgangspunkt i SDU’s strategi frem mod 2030 skaber et fælles fokus på tværs af alle universitetets personalegrupper inden for forskning, uddannelse, samarbejde og organisation. Tak til alle involverede for gode konstruktive drøftelser. Nu kan vi endelig sætte handleplanen i spil.”
- Thomas Buchvald Vind, universitetsdirektør og forperson for Udvalg for Karriere- og Kompetenceudvikling for TAP
Handleplanen for Karriere- og Kompetenceudvikling danner rammen for:
- et højt kompetenceniveau på tværs af universitetet
- udvikling af faglige og samarbejdende miljøer
- adgang til vejledning og feedback om karriere og udvikling
- prioritering af strategiske karriere- og kompetenceudviklingsindsatser.
”Som repræsentant for forskere finder jeg det vigtigt at kunne udvikle sig i takt med ens forskningsfelt – og få støtte til at afklare, hvordan ens karriere kan tage form på både kort og langt sigt. Den fælles udviklede handleplan skaber et sprog og nogle rammer for, hvordan vi på universitetet taler om karriere, feedback og udvikling."
- Lars Elbæk, tillidsrepræsentant og næstforperson i Udvalg for Karriere- og Kompetenceudvikling for VIP
"Karriere- og kompetenceudvikling skal være en naturlig del af det at være ansat på universitetet – uanset stilling eller karrierefase. Jeg er glad for, at handleplanen sætter fælles retning og opfordrer til løbende dialog mellem ledere og medarbejdere."
Birgitte Damby Sørensen, tillidsrepræsentant og næstforperson i Udvalg for Karriere- og Kompetenceudvikling for TAP
Årlige drøftelser af karriere- og kompetenceudvikling
Implementeringen af handleplanen drives af årlige drøftelser af karriere- og kompetenceudvikling på institutter, fakultetssekretariater og i fællesadministrationen samt i SDU’s samarbejdsudvalg. Det sikrer, at tilbud og prioriteringer bygger på reelle behov i faglige miljøer – og forankres i hele organisationen.
Se handleplan for Karriere- og Kompetenceudvikling og få information om implementering