Internationaliseringsprojekt
Internationaliseringsprojektet afsluttes – og arbejdet fortsætter
I internationaliseringsprojektet har kolleger på tværs af organisationen kortlagt udfordringer og udpeget konkrete forbedringspotentialer i arbejdet med at tiltrække dygtige internationale studerende. Nu afrundes projektet, og arbejdet fortsætter med fokus på flere gode ansøgere, øget gennemførelse og endnu stærkere broer til arbejdsmarkedet.
Hvordan tiltrækker SDU endnu flere kvalificerede internationale ansøgere, hvordan styrkes studiestarten og læringsfællesskaberne – og hvordan bliver forbindelsen til arbejdsmarkedet tydelig gennem hele studietiden?
Det har internationaliseringsprojektet på SDU arbejdet med siden den første eksplorative fase, der begyndte i april 2024. Det store strategiske projekt med mange involverede fra organisationen har skabt et 360-graders indblik i internationale studerendes studierejse – og hvor der er forbedringspotentialer.
Nu overgår projektet til almindelig drift og udvikling på fakulteter, i enheder og i Fællesadministrationen. Det rundes af med at sætte fokus på resultaterne af projektet, og på hvordan de kan inddrages i det videre arbejde. Det har vi talt med projektleder Jørgen Breier Henriksen og afdelinger og enheder på SDU, som nu tager teten i det fortsatte arbejde med internationalisering, om.
Vigtige ahaoplevelser og indsigter
Lederen af internationaliseringsprojektet, Jørgen Breier Henriksen fra TEK Uddannelse, siger:
– Det har været rigtig godt for SDU, at vi i projektet fik samlet så mange forskellige folk og fagligheder, som arbejder med internationalisering fra forskellige vinkler. Projektets store styrke har været, at der på tværs af organisationen er skabt et samlet blik på internationalisering og på, hvordan de forskellige arbejdsområder fletter sig ind i hinanden, siger han og uddyber:
– Det har givet mange ahaoplevelser og indsigter, som er både relevante og vigtige. Noget har vi kunnet høste gevinsten af med det samme, fx optimering af hjemmesider til internationale studerende, andet er vigtige bidrag til fremadrettet at løfte opgaven med at tiltrække internationale studerende til SDU.
Står stærkere på internationalisering
Vicedirektør for Uddannelse Stinne Hørup Hansen er enig:
– Jeg vil gerne anerkende alle de dedikerede medarbejdere, der har været involveret i internationaliseringsprojektet og har brugt deres viden og ressourcer til at kortlægge og udfolde relevante tiltag på området, siger hun og uddyber:
– Projektet har skabt både relationer og øget bevidsthed om internationale studerendes studievilkår på tværs af organisationen. De anbefalinger, der er kommet ud af projektet, skal nu indarbejdes i det fortsatte arbejde med at skabe de bedst mulige rammer for vores dygtige internationale studerende.
Tre områder i fokus
I forbindelse med afrundingen af internationaliseringsprojektet er anbefalingerne fra projektets arbejdsgrupper nu overordnet inddelt i tre områder, som der arbejdes videre med:
- Rekruttering: Flere gode ansøgere og flere optagne
- Gennemførelse: Arbejde med undervisning, studiemiljø og sociale fællesskaber
- Relevans: Styrkelse af partnerskaber og aftagerkontakt
I forhold til rekruttering har Fællesadministrationen allerede prioriteret opgaverne som en del af driften.
SDU Uddannelse har sat gang i et målrettet arbejde med fastholdelse af internationale studerendes interesse for og nysgerrighed på SDU, da der på grund af optagelsessystemet kan gå lang tid, fra internationale studerende søger ind på SDU, til de skal vælge, om de vil sige ja til en studieplads.
SDU Kommunikation har sammen med SDU Uddannelse og alle fakulteter udviklet nye uddannelsessider til sdu.dk, som netop er sendt til implementering. Derudover er der lanceret nye Living in Denmark-sider (siderne er på engelsk).
Styrket studiestart og læringsfællesskaber
I forbindelse med internationaliseringsprojektet er der gennemført både spørgeskemaundersøgelser og interviews med internationale studerende om deres undervisnings- og læringsoplevelser på SDU.
– De studerende føler sig inkluderet, når forventningerne til undervisning og læring er tydelige, og når information om deres kurser og bedømmelser er tilgængelig, klar og rettidig. De er generelt glade for gruppearbejde og anerkender, at samarbejde bidrager til deres læring, men de oplever det som udfordrende, når der ikke er tydelig vejledning, og de foretrækker at arbejde i blandede grupper med både internationale og danske studerende, forklarer Donna Hurford, chefkonsulent i universitetspædagogik i SDU Uddannelse, om resultaterne af undersøgelsen.
Disse vigtige indsigter får fremover fokus i følgende indsatser i forhold til gennemførelse:
- Den gode introduktion og den gode studiestart
- Implementering af de bærende principper for undervisning på SDU i internationale programmer
- Kompetenceudvikling af undervisere mhp. at styrke læringsfællesskaber
SDU Universitetspædagogik bistår i det videre arbejde med indsatserne.
I løbet af juni mødes SDU Universitetspædagogik med prodekanerne på fakulteterne for at dele fakultetsspecifikke resultater fra undersøgelserne og målrettede anbefalinger til indsatser og ændringer af de nuværende internationale uddannelser – til gavn for alle studerende, men særligt de internationale.
Se også SDU UP’s generelle ressourceside, hvor der bl.a. er ideer til førsteårspædagogik, aktiverende undervisning, gruppearbejde og integrationen af internationale perspektiver.
Øget fokus på partnerskaber og aftagerkontakt
I SDU RIO er indsatser vedr. studiejobs og tættere forbindelser til arbejdsmarkedet fra internationaliseringsprojektet nu forankret i de eksisterende samarbejder med fakulteterne, og fremover sætter man yderligere fokus på kontakt til virksomheder:
– Når vi får flere internationale studerende, skal vi også løbende udvide netværket af gode og nære samarbejdspartnere. Det handler blandt andet om at sikre, at der er studiejobs nok – og at kontakten til virksomhederne er stærk og velkoordineret. Det løber vi allerede stærkt for at levere på, og det har vi også fortsat højt fokus på fremadrettet, understreger Søren Land, kontorchef for Team Collaboration & SDU Startup Station.
Se desuden ressourcesiden for Praksisinddragelse
Internationalisering på SDU – det sker fremover
SDU Uddannelse har sat gang i et målrettet arbejde med fastholdelse af internationale studerendes interesse for og nysgerrighed på SDU, da der på grund af optagesystemet kan gå lang tid, fra internationale studerende søger ind på SDU, til de skal vælge, om de vil sige ja til en studieplads.
SDU Kommunikation har sammen med SDU Uddannelse og alle fakulteter udviklet nye uddannelsessider til sdu.dk. Det er nu ved at blive implementeret.
SDU Universitetspædagogik har konkrete forslag til, hvordan man kan arbejde videre med området og kan bistå fakulteter og uddannelser.
I løbet af juni mødes SDU Universitetspædagogik med prodekanerne på fakulteterne for at dele resultater fra undersøgelserne blandt internationale studerende samt anbefalinger til indsatser og ændringer af de nuværende internationale uddannelser – til gavn for alle studerende, men særligt de internationale.
SDU RIO har forankret indsatser vedr. studiejobs og tættere forbindelser til arbejdsmarkedet i de eksisterende samarbejder med fakulteterne. Fremover sætter man yderligere fokus på kontakt til virksomheder.