Mindeord
Mindeord - Tina Wortmann
Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om Tina Wortmanns bortgang. Tina var koordinator i bacheloroptaget i Studieservice og har været ansat på SDU siden 1985.
Med Tinas lange ansættelse kan det være svært at møde kollegaer, som kan fortælle, hvordan Tinas arbejdsliv på SDU startede. Men med hendes mange år i organisationen er vi adskillige, som har været heldige at arbejde sammen med hende, og ikke mindst lære af hende.
Vi vil huske Tina som en grundig, ordentlig og hjælpsom kollega. At have arbejdet med optag i snart 40 år betød, at Tina har været med hele vejen i digitaliseringen af optaget samt gennem utallige lov- og regelændringer. Tinas viden var derfor meget omfattende, og hun delte gladeligt ud af den – både til skiftende ledere, nye og gamle kollegaer samt de mange studentermedhjælpere, der hvert år hjælper med sagsbehandlingen af bacheloroptaget.
At have Tina som kollega og medarbejder gav en stor tryghed, for du vidste altid, at Tina enten kendte svaret på dit spørgsmål eller nok skulle finde det. Hun var samvittighedsfuld og grundig og indbegrebet af sikker drift. Tina var ikke en medarbejder, som gjorde opmærksom på sig selv eller på sine mange faglige spidskompetencer samt de utallige optag, hun fik sikkert i mål. Men respekten omkring hendes mening og person viser, at vi alle kendte og værdsatte hendes kapacitet. Hun efterlader et stort tomrum, både som menneske og fagligt fyrtårn.
Æret være Tina Wortmanns minde.
På vegne af Studieservice Stinne Hørup Hansen, vicedirektør for Uddannelse.