Skip to main content
DA / EN

Ny politik

SDU’s Open Science-politik er revideret – hvad betyder det for dig?

SDU har igennem længere tid arbejdet med at udbrede Open Science på universitetet, og i dag er 80 pct. af forskningspublikationerne med open access. Nu sætter en revideret Open Science-politik nye mål for det videre arbejde.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 19-12-2024

Open Science har i en årrække været en prioritet på SDU, og universitets reviderede Open Science-politik er netop blevet godkendt af direktionen.

Den nye politik rummer nye fokuspunkter i den fortsatte implementering af Open Science-praksisser på SDU. Øverst på dagsordenen er øget fokus på forskningsdata, og det får betydning blandt forskere og forskerstøtte-enheder de kommende år.

- Den reviderede open science-politik betyder noget for arbejdsopgaverne hos forskere og forskerstøtte. I funding-landskabet er der fx stigende krav til, at man får ned på papir, hvad man som forsker vil med sine data og hvordan man vil publicere, så forskningen bliver mest mulig tilgængelig for samfundet. Data management-planer fylder allerede meget i forskningsprojekter, og det kommer til at fylde endnu mere, siger Anne Thorst Melbye, leder af Afdeling for Forskningsdokumentation, om SDU’s nye Open Science-politik.

Så åbent som muligt

Hun forklarer videre, at den nye politik tager udgangspunkt i grundtanken om, at forskning og forskningsdata, som produceres på SDU, skal være as open as possible – as closed as necessary.

Det betyder på godt dansk, at forskningsartikler og forskningsdata skal gøres tilgængelige for både forskere, der vil arbejde videre på området, og virksomheder, organisationer og andre, der har brug for forskningsbaseret viden til deres fortsatte udvikling.

Men side om side med åbenheden, skal copyright-regler, juridiske, etiske og kontraktmæssige forpligtelser selvfølgelig overholdes, ligesom det skal sikres, at fremtidige kommercialiseringsmuligheder beskyttes og uønsket vidensoverførsel ikke finder sted.

Nye tiltag

Andre nye fokuspunkter i SDU’s nye Open Science-politik er Citizen science, som er nævnt i politikken med en klar opfordring om at inddrage borgere i forskningsprojekter, hvor det giver mening.

Desuden sættes der også fokus på en mere nuanceret og transparent evaluering af forskningen, så alle former for impact tæller med - i tråd med SDU’s underskrivelse af CoARA’s The Agreement on Reforming Research Assessment

De næste skridt

På universitetets fakulteter og institutter er man netop begyndt arbejdet med at implementere den nye Open Science-politik på lokalt plan, og inden 1. maj 2025 skal alle fakulteter og institutter være klar med en lokal implementeringsplan.

Se mere om den nye Open Science-politik 

Redaktionen afsluttet: 19.12.2024