Status på omstillingen
Ny uddannelsesadministration med et godt arbejdsmiljø og tryg overgang
Rektoratet har truffet beslutning om SDU’s fremtidige uddannelsesadministration. Det sker, efter at direktionens forslag til ny organisering har været behandlet i samarbejdsudvalg og råd i ugerne 37 og 38.
Nu begynder samtaler med de berørte medarbejdere og ledere om flytning af opgaver og medarbejdere. Det er hensigten, at den endelige organisatoriske placering af medarbejdere kan udmeldes senest i december og den nye organisering træde i kraft 1. januar 2026.
SDU’s fremtidige uddannelsesadministration
Den nye organisering af uddannelsesadministrationen skal gøre SDU bedre i stand til at imødekomme fremtidens krav til et ændret uddannelseslandskab, nye systemer og en effektiv administration.
Inspireret af de gode erfaringer fra samarbejdet mellem institutter, fakulteter og SDU Uddannelse i Kolding, Esbjerg, Sønderborg og Slagelse vil SDU’s fremtidige uddannelsesadministration være kendetegnet ved, at opgaver og medarbejdere er samlet i færre organisatoriske enheder.
Det vil skabe robusthed, faglige fællesskaber og mulighed for at effektivisere processer. Samtidig vil der være stort fokus på at sikre fortsat god service til undervisere og studerende.
Den nye organisering har tre centrale kendetegn, som skal skabe en mere overskuelig og sammenhængende organisation:
- Klar opdeling mellem policy og drift. Policy-opgaver organiseres tæt på uddannelsesledelsen på fakulteterne for at understøtte strategisk sammenhæng og faglig forankring, mens driftsopgaver samles i Fællesadministrationen.
- To organisatoriske niveauer i stedet for tre. Den fremtidige uddannelsesadministration organiseres på to niveauer — fakultet og Fællesadministration. Det vil bidrage til færre snitflader og en bedre brugeroplevelse.
- Fokus på sammenhæng og samarbejde, så både studerende og undervisere møder en tydelig og brugervenlig administration med én samlet indgang.
En forudsætning for at lykkes med at realisere SDU’s ambitioner på området, er en uddannelsesadministration, der er gearet til fremtiden, og som opleves enkel og tilgængelig af både studerende og undervisere. Omstillingen skal frigøre energi til at sikre de bedste organisatoriske rammer, effektive arbejdsgange og sammenhæng på tværs.
Fokus på medarbejdere og et godt arbejdsmiljø
Den fremtidige uddannelsesadministration vil også have stort fokus på at skabe attraktive uddannelsesadministrative miljøer, hvor medarbejdernes kompetencer og trivsel prioriteres højt.
– SDU har i dag dygtige uddannelsesadministrative medarbejdere, som løser opgaverne med stor dedikation. Den nye organisering skal ikke ses som en kritik af medarbejderne. Men i lyset af store forandringer og et fortsat fokus på at levere uddannelsesadministrative opgaver og service effektivt og i høj kvalitet, har direktionen besluttet at ændre på organiseringen. For at vi kommer godt i mål, vil vi have fokus på at tage hånd om medarbejderne og skabe et godt og motiverende arbejdsmiljø siger Thomas Buchvald Vind, universitetsdirektør. Han fortsætter:
– Og vi vil gerne sige tak for de gode input fra samarbejdsudvalg og råd de seneste uger. Dialogen har givet os værdifulde perspektiver på både udfordringer og muligheder og har været med til at kvalificere beslutningsgrundlaget og sikre, at vi kommer bedst muligt i mål med den nye organisering.
Tryghed og sikker drift i begyndelsen
Når organiseringen træder i kraft 1. januar 2026, bliver de første tre måneder en overgang med fokus på sikker drift og stabilitet.
I perioden vil de berørte medarbejdere blive på samme fysiske sted og løse opgaver inden for de kendte rammer, selv om man kan få en ny organisatorisk tilknytning og en ny leder. Den fysiske flytning sker gradvist efter 1. april og i løbet af 2026.
– De første tre måneder vil vi først og fremmest have fokus på arbejdsmiljøet. Det er en vigtig forudsætning for en stabil drift. Dernæst skal vi skabe overblik over det endelige opgavesnit i forhold til nye opgaver og håndtering af de opgaver, der bliver på fakulteterne. Det er vigtigt for os, at medarbejderne oplever at blive taget godt imod og får ro til at lande i deres nye teams, før vi begynder at udvikle opgaverne sammen, siger vicedirektør for Uddannelse, Stinne Hørup Hansen.
Se nyt baggrundsmateriale – bl.a. et notat om fremtidens uddannelsesadministration og en præsentation om omstillingen – på informationssiden for omstillingen, hvor du også finder nye svar på spørgsmål i FAQ’en.
Invitation til webinar 24. september
Deltag i webinar om omstillingen af uddannelsesadministrationen v. universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind og vicedirektør for Uddannelse, Stinne Hørup Hansen. Webinaret finder sted på Teams kl. 10.30 til 11.00.