Forskning og uddannelse blomstrer bedst i frihed

Af Jens Ringsmose, Rektor, 03-02-2022

I de forgangne år har vi været vidner til flere eksempler på, at den akademiske frihed er blevet sat til debat. Også på SDU har vi haft vores andel af ”sager”, der har ført til overvejelser om, hvordan hensynet til forsknings-, undervisnings- og debatfrihed skal balanceres vis-a-vis andre hensyn. Der er ingen grund til at tro, at de kommende år vil byde på færre udfordringer. Derfor er der også vægtige argumenter for, at vi som universitet besinder os på vores værdimæssige grundlag.

Uden et klart og eksplicit formuleret værdimæssigt grundlag, der kan tjene som kompas eller kort og give svar på, hvad universitetets helt fundamentale værdier er, bliver det vanskeligt at tage stilling til de svære spørgsmål, der helt sikkert venter lige om hjørnet.

Formulere et værdigrundlag

På SDU tager vi nu konsekvensen og igangsætter et arbejde for at formulere et basalt værdimæssigt grundlag. Det skal være kort og koncist, afstikke en overordnet – men klar – retning og så skal det i meget høj grad formuleres gennem inddragelse af de kollegiale organer. Det værdimæssige grundlag kommer ikke til at give konkrete svar på konkrete spørgsmål. Men det skal fortælle os noget centralt om, hvem vi grundlæggende er, hvad vi prioriterer, og hvordan vi skal navigere i et særdeles vanskeligt farvand.

Udgangspunktet er det følgende:

Der påhviler universiteterne et kolossalt ansvar i disse år. Tidens største samfundsmæssige udfordringer er komplekse, sammenvævede og mangefacetterede – vi taler på godt nydansk om ”wicked problems” – og de har det til fælles, at de ikke lader sig løse uden ny, forskningsbaseret viden og erkendelse. Uanset om det gælder pandemier, klimaforandringer, ulighed i sundhed eller bæredygtig vækst og velfærd, så er det åbenlyst, at forskning og uddannelse samt nye indsigter og teknologier må være centrale dele af løsningspakken.

Rigere samfund

Universiteterne er imidlertid godt rustet til opgaven. Igennem århundreder har de højere læreanstalter frembragt viden og udbudt forskningsbaserede uddannelser, der har bidraget til at gøre de samfund, de var og er en del af, rigere. Materielt, men også i en langt bredere forstand. Ikke mindst siden oplysningstiden har universiteterne udgjort en helt central drivkraft i udviklingen af alt fra nye medicinske præparater og behandlingsformer til vores forståelse af menneskelig adfærd, kunst og forskellige samfundsinstitutioner. Det er derfor svært at nå anden konklusion, end at universitetet som ide og institution har været – og er – en fejende succes.

Den helt afgørende forudsætning for universiteternes succes – og dermed også universiteternes muligheder for at bidrage med svar på nutidens store udfordringer – er akademisk frihed. I sin essens er akademisk frihed først og fremmest en klassisk negativ frihedsrettighed (”frihed fra…”), der skal sikre institutioner, forskere og undervisere mod usaglig indblanding i arbejdet med at generere og formidle ny viden. Fyrste, kirke, parlament, forvaltning, bevillingsgivere og økonomiske interesser må, ifølge princippet, helt og aldeles afholde sig fra at ”forurene” eller intervenere i forskningsprocessen, hvis universiteterne skal forløse deres fulde potentiale. For nu at parafrasere en norsk rapport fra 2006: Forskning og forskningsbaseret uddannelse blomstrer bedst i frihed.

Reel forskningsfrihed

Men reel akademisk frihed forudsætter også ressourcer og tid. Hvis forskeren ikke har adgang til udstyr, bøger, rejser, IT-udstyr, laboratorier og hvad gennemførelsen af forskningsprojekter ellers forudsætter, ja så kan den nødvendige formelle frihed fra usaglig indblanding ikke omsættes til reel forskningsfrihed. Det samme er tilfældet, hvis forskeren ret beset ikke har tid allokeret til forskningsindsatsen. I den forstand har reel akademisk frihed også karakter af at være en positiv frihedsrettighed (”frihed til…”). Den formelle frihed mod usaglig indblanding er altså en afgørende nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for akademisk frihed.

Bør den akademiske frihed så være fuldstændig ubegrænset? Nej, det kan den selvsagt ikke være. Der findes en række legitime begrænsninger for dens udfoldelse. Metodefrihed er eksempelvis ikke ensbetydende med, at en psykiater, der ønsker at undersøge de mentale effekter af tortur, har frihed til at gennemføre eksperimenter, hvori der rent faktisk anvendes tortur. Og selvom reel akademisk frihed forudsætter ressourcer og tid, ja så er også universiteter underlagt en budgetrestriktion, som gør det nødvendigt at prioritere knappe ressourcer. Summen af ønsker til forskningsudstyr og -projekter overstiger langt de tilgængelige finansieringsmuligheder. Vigtigt i denne sammenhæng er det imidlertid, at begrænsningerne nødvendigvis må være legitime og saglige.

Akademisk frihed er ledsaget af forpligtelser

Konkret har den akademiske frihed udviklet sig historisk som en del af en overenskomst eller forståelse mellem det omgivende samfund og universitetet og dets indbyggere. Omgivelserne – og i særdeleshed bevillingsgiverne uanset om det var fyrsten eller parlamentet – har erkendt, at universiteterne er mest nyttige og værdiskabende, når man, groft sagt, lader dem være i fred og giver plads til den kritiske tænknings frie udfoldelse. Som formuleret af The American Association of University Professors i en principerklæring fra 1940: “Freedom in research is fundamental to the advancement of truth”.

Men den akademiske frihed, der er blevet tildelt universitetet, forskere, undervisere og studerende, har været – og er – ledsaget af en forpligtigelse. I den uudtalte overenskomst eller forståelse mellem bevillingsgivere og universiteter har sidstnævnte således pligt til at sikre at forskning og uddannelse baserer sig på nogle grundlæggende standarder for god videnskabelig praksis. Lever forskere, forskningsgrupper eller institutioner ikke op til nogle helt basale principper for videnskabelig produktion, bryder overenskomsten sammen. Med et citat fra ovenfor omtalte norske rapport: ”En forsker, som sætter sig ud over disse videnskabskonstituerende rammer, kan ikke uden videre gøre krav på den frihed, som gælder for forskning – ganske enkelt fordi, det hun driver med, er noget andet. Friheden er altså i den forstand betinget”.

Forskningsfrihed, undervisningsfrihed og debatfrihed

I min optik omfatter den akademiske frihed tre hovedelementer: Forskningsfrihed, undervisningsfrihed og debatfrihed.

Forskningsfriheden er tilsikret i Universitetslovens §2. stk. 2., hvori det hedder, at ”Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken”. Forskningsfriheden handler først og fremmest om frihed til valg af forskningsemne og -spørgsmål, frihed til at vælge metode og data samt frihed til at fremsætte hypoteser, ræsonnementer og resultater offentligt. Dertil kommer, at universitetet skal tilsikre pluralitet og en faglig åbenhed i forskningsmiljøerne, så kritisk tænkning og argumentation kan udfolde sig frit.

Tæt forbundet med forskningsfriheden er undervisningsfriheden. Denne del af den samlede akademiske frihed er ikke på samme måde som forskningsfriheden reguleret i Universitetsloven. Undervisningsfrihedens kerne er, at universitetets undervisere har ret til selv – under hensyntagen til studieordningen og andre saglige og legitime begrænsninger som fx lovgivningen – at vælge materiale, metode og konkret fagligt indhold i undervisningen. Med til undervisningsfriheden hører også, at uddannelsesmiljøet er præget af frihed til at diskutere og stille kritiske spørgsmål. Hensynet til den frie diskussion og de studerendes evner til at tage selvstændig stilling trumfer hensynet til dem, der af politiske, religiøse eller identitetsmæssige årsager måtte føle sig ubehageligt til mode eller krænket.

Kritisk analyse og debat

Det tredje og sidste hovedelement i den akademiske frihed – debatfriheden – er måske også den frihed, der er vanskeligst at få greb om. Men kort fortalt er det universitetets opgave at tilskynde til kritisk analyse og debat. Enhver debat bør selvsagt foregå i en god tone, men universitetet kan og skal ikke beskytte enkeltpersoner eller grupper imod en akademisk debat af emner eller holdninger, selv om disse af nogle måtte opleves som forkerte eller endog krænkende. Også sådanne uenigheder må indgå og tåles i debatten. For som Hanna Holborn Gray, tidligere rektor på Universitetet i Chicago, engang udtrykte det: ”Uddannelse bør ikke have til formål at få folk til at føle sig godt til mode, men at få dem til at tænke”.

Denne tekst er bragt som kronik i Berlingske den 21. januar 2022

Læs mere om SDU’s arbejde med et nyt værdigrundlag her