Ranking
Nyt internt webunivers om internationale rankings på SDU
En ny intern ranking-side gør det lettere at få indblik i SDU’s arbejde med internationale rankings. Her kan medarbejdere læse om rankingernes betydning for universitetet og se, hvordan de selv kan bidrage til SDU’s internationale synlighed og placeringer.
Internationale rankings er med til at forme opfattelsen af et universitets kvalitet og prestige. De har betydning for SDU’s internationale synlighed, tiltrækning af forskertalent, stærkere forskningssamarbejder samt rekruttering af studerende. De kan også påvirke mulighederne for partnerskaber og finansiering.
Ranglisterne sammenligner universiteter fra hele verden ud fra en række forskellige parametre. Det resulterer hvert år i en score og en placering for det enkelte universitet. Samtidig giver resultaterne SDU mulighed for at sammenligne sin udvikling med andre universiteters.
En fælles og databaseret indsats
På SDU er der nedsat en arbejdsgruppe under rektor om internationale rankings. SDU’s Ranking Team ledes af Lone Grønbæk Jørgensen, institutleder ved Økonomisk Institut og centerleder på cPop og består desuden af Jacob Jensen, analysechef, og Freja Rosenlund, koordinator for international ranking, begge fra SDU Analytics.
Det er SDU Analytics, der operationelt forestår indberetninger og via SDU’s Analyseportal leverer afrapporteringer, samt what-is-scenarie-tools, til at underbygge forståelsen af international ranking.
Alle kan bidrage til SDU’s internationale placeringer
Beskrivelsen af ranking på SDUnet har til hensigt at øge kendskabet til, hvordan SDU arbejder med internationale rankings, og hvorfor de har betydning for universitetet. Forskningsmiljøerne kan desuden finde information om, hvordan de kan bidrage til, at SDU fastholder de seneste års positive udvikling og styrker sine placeringer på de internationale ranglister.
Samarbejdspartnere, publikationer, konferencer, alumnenetværk og internationale kontakter er alle med til at styrke SDU’s globale position og synlighed.
Sidste år opnåede SDU flotte resultater på flere af verdens mest anerkendte ranking lister.
Vil du vide mere om internationale rankings?
Hvis du og din afdeling ønsker mere information om SDU’s arbejde med internationale rankings, hvordan jeres områder er placeret, eller hvordan i kan bidrage, så tilbyder ”SDU’s Ranking Team” gerne at levere et oplæg, dialog og afklaringer.
Kontakt teamet via e-mail: rankings@sdu.dk