Skip to main content
DA / EN

Personalepolitik

SDU lancerer ny personalepolitik

En ny personalepolitik er godkendt af SDU’s ledelse og hovedsamarbejdsudvalg, der med stor glæde og forventning ser frem mod, at den tages i brug og skaber en god ramme for Syddansk Universitet som en fremragende arbejdsplads fagligt og kollegialt.

Af SDU HR, , 12-01-2026

SDU har fået en ny personalepolitik. Den sætter en fælles retning for, hvordan universitetet som arbejdsplads understøtter trivsel, udvikling, stærke faglige miljøer og gode ansættelsesvilkår – og hvordan alle medarbejdere bidrager til SDU’s ambition om at skabe viden og værdi for og med samfundet.

Personalepolitikken spiller sammen med SDU’s strategi og bygger på universitetets akademiske værdier: forsknings-, undervisnings- og ytringsfrihed samt grundlæggende værdier om ordentlighed, tillid og respekt.

Ifølge rektor Jens Ringsmose er politikken et centralt fundament for at kunne tiltrække, tilknytte og udvikle dygtige medarbejdere i alle dele af organisationen.

- Et universitet er noget særligt. Det kræver frihed, mod og nysgerrighed at skabe ny viden – og det kræver stærke faglige fællesskaber og et godt arbejdsmiljø at lykkes. Med personalepolitikken sætter vi retningen for, hvordan vi som universitet skaber de bedste betingelser for medarbejdere og ledere, for innovation og kvalitet, og for den værdi, vi sammen skaber for samfundet, siger Jens Ringsmose, rektor.

Fire temaer – én fælles kultur

Personalepolitikken er bygget op omkring fire temaer, som tilsammen udgør rammen om SDU som arbejdsplads:

  • Trivsel og inkluderende fællesskaber
  • Rekruttering
  • Ansættelse
  • Karriere og kompetenceudvikling.

 Helle Waagepetersen, der er prorektor for uddannelse, er overbevist om, at det er absolut nødvendigt med en fælles personalepolitik i en så alsidig organisation som Syddansk Universitet. Det for at sikre en arbejdsplads af højeste kaliber både fagligt og kollegialt.

- SDU er en kompleks og mangfoldig organisation, og netop derfor har vi brug for et fælles udgangspunkt for, hvordan vi arbejder, samarbejder og udvikler os. Personalepolitikken gør det tydeligt, hvad vi kan forvente af hinanden, og hvordan vi – både videnskabelige og teknisk-administrative medarbejdere – er fælles om universitetets opgave. Den samler os på tværs og understøtter både faglig kvalitet og fællesskab, udtaler Helle Waagepetersen, prorektor.

Udviklet i et tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejderrepræsentanter

Personalepolitikken er blevet til i et bredt og inddragende samarbejde. Personalepolitisk Udvalg har gennem hele processen bidraget med perspektiver fra alle dele af organisationen, og politikken har været drøftet løbende i ledelsen og Hovedsamarbejdsudvalget gennem 2025.

Lektor Anne Magnussen har som tillidsrepræsentant indgået i arbejdet med at udvikle personalepolitikken.

- Som forskere lever vi af faglig frihed, nysgerrighed og stærke kollegiale fællesskaber. Det stiller store krav til gensidig respekt og ordentlighed i alle sammenhænge. Som jeg ser det, er den nye personalepolitik et godt redskab i arbejdet med at sikre, at disse værdier når ud i alle SDU’s hjørner, siger Anne Magnussen, lektor og tillidsrepræsentant.

Dialogen mellem medarbejderrepræsentanter og ledelse har været afgørende for, at politikken både afspejler universitetets værdier og de konkrete behov i hverdagen – på tværs af fakulteter, centre og fællesadministration.

Det glæder universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind, der har store forventninger til, at personalepolitikken får et liv og gør gavn i organisationen.

- Personalepolitikken er ikke et dokument, der skal ligge i en skuffe. Den skal være et levende redskab. Vi inviterer alle ledere og medarbejdere til at bruge den i dialoger om trivsel, forventninger, karriere og udvikling – både i hverdagen og i de mere strukturerede samtaler som MUS og LUS. Sammen gør vi politikken til noget, der skaber værdi i praksis, siger Thomas Buchvald Vind, universitetsdirektør.

Materialer og lokale dialoger

SDU stiller en række materialer til rådighed for det videre arbejde med personalepolitikken:

  • Webinar for ledere, hvor politikken præsenteres
  • Præsentation og oplæg til lokale drøftelser
  • Baggrundsmateriale på SDUnet

Ledere inviteres i de kommende uger til at arbejde med personalepolitikken i deres enheder.

Læs personalepolitikken

Du finder SDU's personalepolitik på www.sdunet.dk/personalepolitik samt som præsentation i PDF her.
Læs SDU's personalepolitik

SDU er funderet i både akademiske og generelle medmenneskelige værdier, som danner grundlag for SDU som universitet og rammesætter, hvordan vi gerne vil fungere sammen på arbejdspladsen.

Gå til www.sdunet.dk/personalepolitik

Personalepolitisk udvalg

Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) besluttede på sit møde i marts 2025 at nedsætte Personalepolitisk udvalg til arbejdet med at forny SDU’s Personalepolitik. 

Udvalget består af:

  • Anne Magnussen, lektor og VIP-TR på HUM
  • Christian Bilde Dannevang, specialkonsulent og AC-TAP TR og HSU-næstformand
  • Hanne Søndergaard Birkmose, dekan på SAMF
  • Alexandra Holsting, institutleder på HUM
  • Lisbeth Møller, HR-chef.

Udvalgsbetjening ved SDU HR.

I foråret 2026 vil udvalget fokusere på regler og rammer under personalepolitikken i samarbejde med SDU HR.

Redaktionen afsluttet: 12.01.2026