Besparelser
Regeringen varsler besparelser på administration i staten – herunder universiteterne
Regeringen har lanceret et flerårigt arbejdsprogram, der lægger op til omfattende administrative besparelser i staten frem mod 2030. Universiteterne skal bidrage, men hvordan, og i hvilket omfang, er endnu uafklaret.
Den 18. juni 2025 præsenterede regeringen et nyt, flerårigt arbejdsprogram for staten, som blandt andet har til formål at begrænse statslig administration og reducere bureaukrati. Programmet lægger op til, at der skal spares 5,5 mia. kr. på administration i staten frem mod 2030 - heraf 0,5 mia. kr. i universitetssektoren, som skal omprioriteres fra forskningsadministration til forskning. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet vil universiteterne skulle bidrage til denne del af omprioriteringen, men præcis hvordan, og i hvilket omfang, er endnu uafklaret.
Analyser på vej
En række analyser skal i den kommende tid afdække mulige opgavebortfald, lempelser af krav og regler samt yderligere potentialer for at nedbringe administrationen på universiteterne. Analyserne udarbejdes i samarbejde mellem Finansministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og universiteterne. Et kommissorium for dette arbejde forventes efter sommerferien.
Universiteterne - herunder SDU - forventes desuden at skulle bidrage til statslige effektiviseringer, blandt andet på indkøbsområdet og inden for økonomistyring og bygningsdrift.
Konstruktiv tilgang
Thomas Buchvald Vind, universitetsdirektør på SDU, udtaler:
- Vi tager regeringens politiske ønske om at prioritere anderledes i
forhold til administrative årsværk til efterretning. Vi afventer, at
Uddannelses- og Forskningsministeriet igangsætter yderligere analyser, og vi
vil går konstruktivt ind i det forestående arbejde. Samtidig vil jeg gerne
understrege, at medarbejderne ikke skal være bekymrede. Der foreligger i
øjeblikket ingen konkrete planer, og vi ved endnu ikke, hvordan, eller i
hvilket omfang, SDU vil blive omfattet af de varslede ændringer.
Rektoratet følger udviklingen tæt og vil informere løbende, når der foreligger mere konkret viden om, hvad arbejdsprogrammet kommer til at betyde for SDU.