Skip to main content
DA / EN

SDU

SDU investerer i udvalgte spydspidsområder

SDU’s bestyrelse har besluttet at afsætte 100 mio. kr. over de kommende fire år til en strategisk satsning på spydspidsforskning inden for kvanteteknologi og autonome systemer.

Områderne er valgt, fordi de kombinerer excellent forskning, stærke internationale positioner og et betydeligt potentiale for at levere værdi til samfundet gennem ny viden, teknologiske løsninger og højt specialiserede kompetencer.

Investeringen skal understøtte miljøerne gennem blandt andet rekruttering, talentudvikling, ekstern finansiering og strategiske samarbejder med virksomheder, fonde, myndigheder og internationale forskningsmiljøer.

Ifølge rektor Jens Ringsmose er beslutningen et led i SDU’s arbejde med at styrke universitetets forskningsmæssige gennemslagskraft på udvalgte områder.

-SDU er et universitet, der leverer værdi til samfundet. I en usikker tid er der brug for forskning, der både har høj international kvalitet og er rettet mod områder, hvor nye teknologier kan få afgørende betydning. Med denne satsning prioriterer vi to forskningsområder, hvor SDU har særlige forudsætninger for at skabe international gennemslagskraft og bidrage med løsninger, som samfundet har brug for, siger rektor Jens Ringsmose.

Bestyrelsesformand Søren Vilby fremhæver, at satsningen er udtryk for en langsigtet prioritering i overensstemmelse med universitetets strategi.

-En investering på 100 mio. kr. er et markant strategisk valg. SDU skal ikke være bedst til alt, men vi skal turde prioritere de områder, hvor universitetet har særlige forudsætninger for at skabe forskning med international gennemslagskraft og tydelig værdi for samfundet, siger bestyrelsesformand Søren Vilby.

Redaktionen afsluttet: 17.06.2026