
Universitetsbibliotek i 60 år – fra unikke bogsamlinger til hub for viden
I år fejrer SDU’s bibliotek 60-års jubilæum som uundværlig ressource for forskere og studerende på universitetet. Digitaliseringen har forandret biblioteket for altid – men målet er stadig det samme: At være til stede, hvor brugerne er, og kende deres behov – gerne før de selv opdager dem.
Man kan dårligt sige universitet uden også at sige bibliotek.
Det vidste de også i 1960’ernes Danmark. Så da det blev klart, at landets tredje universitet skulle åbne i Odense, gik man straks i gang med også at etablere et forskningsbibliotek midt i landet.
Universitetsbiblioteket kan derfor allerede i år – et år før selve universitetet – fejre 60-års jubilæum. Og vi har talt med bibliotekschef Bertil Dorch om bibliotekets rolle dengang og nu.
For meget har forandret sig siden overbibliotekar Torkil Olsen kom til Odense i 1965 med opgaven at opbygge et helt nyt forskningsbibliotek fra grunden. I begyndelsen var den store udfordring at skaffe bøger nok til faktisk at kunne understøtte det nye universitet.

Man gik derfor i gang med at opkøbe forskellige bibliotekssamlinger, for eksempel den ”Gamle samling” fra Herlufsholm Skole – et skatkammer af unikke historiske bøger også i dag. Og i løbet af en kort årrække blev det nye bibliotek blandt de største videnskabelige biblioteker i Danmark.
Den digitale forandring
I dag - 60 år senere - er både opgaver og udfordringer anderledes, understreger bibliotekschef Bertil Dorch:
- Der er jo ingen tvivl om, at digitaliseringen har skabt kæmpestore forandringer på biblioteket. Både i forhold til, hvad vores brugere efterspørger og opgaverne for bibliotekets ansatte. Det trykte bogudlån havde i 2023 stabiliseret sig på cirka 25 procent af, hvad det var i 2009. Til gengæld er den elektroniske brug steget meget voldsomt, så vi i dag bruger en ganske stor procentdel af vores budget på at kunne stille digitale materialer til rådighed.

Bertil Dorch fremhæver dog samtidig, at arbejdet med bogsamlingerne - som det hele begyndte med - stadig har stor betydning.
- De senere år har vi oplevet stigende aktivitet omkring de unikke dele af bogsamlingen. I dag er det noget, vi profilerer os på. De 50.000 bind fra Herlufsholms-samlingen og mange andre dele af vores særsamlinger er helt unikke data, som både SDU’s forskere og deres samarbejdspartnere interesserer sig for og kan bruge i deres forskning.
Hub for viden til hele verden
Selvom verden på alle måder ser helt anderledes ud i 2025 end den gjorde i 1965, så er noget alligevel stadig det samme – set med bibliotekschefens øjne:
- Biblioteket er og bliver en fuldstændig nødvendig infrastruktur på universitetet. Derfor er vi meget opmærksomme på, at vi som bibliotek skal være til stede, hvor vores brugere er. Det er den fortsatte bevægelse, vi hele tiden er i gang med på SDU’s bibliotek – at vi går derhen, hvor vores brugere og samarbejdspartnere er, og tilbyder det, som de har brug for – uanset om det handler om open science, Citizen Science-projekter, forskningsredelighed eller adgang til værkerne i SDU’s særsamlinger, siger han og uddyber:
- Helt fra biblioteket åbnede på campus i Odense har vi været midt i universitetet – og det kommer vi til at fortsætte med de næste mange år – men nu mere som en hub for viden til hele verden og meget mere end en samling af bøger.

Bibliotekets historie kort
- Universitetsbiblioteket begyndte med ansættelsen af overbibliotekar Torkil Olsen i 1965. Han kom til Odense fra Risø, hvor han under Niels Bohr havde grundlagt det nye forskningsbibliotek få år tidligere.
- Efter en spæd start i 1965 begyndte opbygningen af samlinger, såvel den løbende tilgang af ny litteratur, som erhvervelsen af en række specialsamlinger. Biblioteket holdt først til i en nedlagt skjortefabrik i Islandsgade og flyttede ind på campus i Odense i 1977.
- Odense Universitetsbibliotek, som det hed dengang, var frem til 1998 en selvstændig institution under Kulturministeriet.
- I 1998 blev biblioteket overført til Forskningsministeriet, og i 1999 indgik det under navnet Syddansk Universitetsbibliotek i Syddansk Universitet, der kort forinden var fusioneret med en række jyske biblioteker. Odense Tekniske Bibliotek del af biblioteket i 2006.
- Kilder: Universitetshistorisk Udvalg og SDU’s Bibliotek