Skip to main content
DA / EN

MedTech Odense

Søg midler fra MedTech Odense: Calls er åbne

Arbejder du på det næste store gennembrud inden for sundhedsteknologi? MedTech Odense åbner nu for ansøgninger fra projekter, der kan være med til at løse udfordringer i sundhedsvæsenet til gavn for patienterne.


Hvad kan der søges midler til?

MedTech Odense åbner for de første pilotopslag for 2025 med to forskellige typer af calls – IDEA på op til 150.000 kr. og CONCEPT på op til 400.000 kr. – begge målrettet projekter i de tidlige faser. Samlet set er der seks mio. kroner, der venter på at komme ud og gøre en forskel på medtech-området allerede i 2025 og med forventning om flere midler de kommende år.

– Vi inviterer bredt ind til at søge midlerne. Derfor har repræsentanter fra de faglige miljøer på SDU og OUH også været involveret i en høringsproces for at sikre relevansen af de nye calls. Midlerne kan søges af ansatte på SDU og i Region Syddanmark – gerne i samarbejde med andre, så idéer kan spire på tværs af fagligheder, institutioner og centrale aktører, forklarer chef for MedTech Odense, Søren E. Frandsen.

Ansøgningsrunden åbner 20. juni og løber frem til 16. september kl. 23.59.

En trædesten til mere

Midlerne fra MedTech Odense skal ses som trædesten eller seed-money til at modne og udvikle konkrete idéer, løsninger og samarbejder på tværs af fagligheder og aktører. Midler, som kan bringe projekter et skridt videre på vejen fra idé til klinik og marked.

– Med disse midler kan vi styrke vores samarbejde omkring løsninger, der skaber værdi for både patienter og samfund og dermed styrke fremtidens sundhedsvæsen, siger vicechef for MedTech Odense, Thomas Kristensen.

I 2026 åbnes der for andre typer calls til mere modne projekter.

Læs mere om de nye calls fra MedTech Odense og hvordan de søges på SDU’s Research Support Hub.

Sæt kryds i kalenderen

Da det er første gang, at MedTech Odense åbner for calls, kan interesserede deltage i et Q&A-webinar før eller efter sommerferien. Her vil der være mulighed for at stille spørgsmål og gå i dialog om begge calls.


Om MedTech Odense

MedTech Odense er et kraftcenter, der forener forskning og teknologi med kliniske behov og virksomheder. Det bygger på et strategisk og forpligtende partnerskab mellem Syddansk Universitet, Region Syddanmark, Odense Universitetshospital og regionens øvrige sygehuse samt Odense Kommune.

Sammen fremmer vi udviklingen af nye sundhedsteknologier og baner vejen for, at velafprøvede løsninger hurtigere og nemmere bliver anvendt bredt i sundhedsvæsenet og gør en forskel for patientbehandlinger i Danmark og globalt. I 2025 har ejerkredsen ved Region Syddanmark og SDU øremærket 20 millioner kroner til at styrke medtech-området med forventningen om flere de kommende år. Følg med på medtechodense.dk.

Redaktionen afsluttet: 20.06.2025