SDU-iværksætter vil lave tøj af edderkoppespind
Med afsæt i naturens egne løsninger arbejder Irina Iachina på at udvikle et bæredygtigt alternativ til elastan. Som forsker og iværksætter vil hun omsætte forskning i edderkoppespind til nye materialer, der kan mindske tekstilindustriens klimaaftryk.
Tekstilindustrien efterlader et markant klimaaftryk – fra oliebaserede fibre og energitung produktion til kemikalier, slid og store mængder affald. Branchen er bygget på materialer, der er billige og fleksible, men som sjældent er udviklet med naturens egne kredsløb for øje.
Netop den udfordring arbejder Irina Iachina med. Som stifter og CEO i Biomimica vil hun omsætte forskning i edderkoppespind til et materiale, der på sigt kan få anvendelse i tekstilindustrien.
”I starten oplevede jeg stor interesse fra kolleger, og flere begyndte at nævne teknologien som en mulig forretningsidé. Det motiverede mig til at tænke i anvendelse: Hvordan kan forskning skabe konkret værdi uden for universitetet? Den interesse var med til at åbne mine øjne for, at der også var et kommercielt potentiale.
En chip, der spinner tråde som naturen
Syddansk Universitet har de sidste 14 år været rammen for Irina Iachinas akademiske karriere, da hun har gennemført hele sin uddannelse på SDU med både bachelor, kandidat og PhD.
I dag arbejder hun og hendes forskerkolleger i projektet EkoSilk med at udvikle en lab-on-a-chip, der efterligner den måde, edderkopper spinner silke på – blot i mikroskopisk skala. Ambitionen er at udvikle et bæredygtigt alternativ til elastan, det oliebaserede strækmateriale, som bruges i alt fra undertøj til sportstøj.
Unik silke kan potentielt findes i prøverummet og rummet
Edderkoppespindsinspirerede fibre kan være stærkere end stål, mere elastiske end elastan og samtidig biologisk nedbrydelige. I Biomimica videreudvikles teknologien gennem en bioinspireret mikrofluidisk chip, der skal gøre det muligt at producere stærke og elastiske fibre som et mere bæredygtigt alternativ til de materialer, tekstilindustrien bruger i dag.
Lykkes det at skalere produktionen, kan teknologien på sigt bane vejen for at den fremstillede silke vil kunne bruges til high-performance tekstiler inden for medicinalverdenen, rumfart og forsvaret.
Der kan også laves helt almindeligt tøj pga. silkens ekstraordinære mekaniske egenskaber, mens det også er positivt for miljøet, da det er lavet udelukkende af proteiner.
Når forskning møder forretning
Overgangen fra forsker til iværksætter har også betydet et skifte i måden at arbejde på. Irina Iachina peger på en af de klassiske udfordringer for forskningsbaserede spin-outs: Forskning belønner åbenhed og videndeling, mens en virksomhed er nødt til at beskytte sin viden.
– I forskning bliver man belønnet for at publicere og dele. Når noget skal udvikles til en forretning, vender logikken. Man må holde igen med at fortælle. Det er et svært skifte, fordi synlighed ellers er den måde, man dokumenterer sit arbejde på.
Hun oplever dog ikke, at rollen som CEO er gået ud over hendes forskning – tværtimod.
– Det synes jeg ikke. Tværtimod har det forretningsmæssige og samfundsmæssige perspektiv styrket min interesse for forskningen, fordi det bliver tydeligt, hvor vigtigt et stærkt fagligt fundament er, når man udvikler ny teknologi. Samtidig har erfaringen skærpet mit fokus på forskning, der relativt hurtigt kan skabe værdi for samfundet.
God opbakning fra universitetet
Irina Iachina havde ikke en færdig iværksætterplan fra begyndelsen. Et afgørende skridt kom, da hun – næsten tilfældigt – blev gjort opmærksom på, at hendes forskning kunne have kommercielt potentiale. Siden er projektet vokset, og i dag har hun ét ben i forskningen og ét i virksomheden.

Som forsker udvikler hun ny viden og søger forskningsmidler. Som CEO arbejder hun med investorer og forretningsudvikling.
Det kræver mange timer og stor dedikation, fortæller hun. Undervejs har hun oplevet stor opbakning fra SDU RIO, som rådgiver forskere og studerende, der ønsker at omsætte deres viden til virksomheder og nye løsninger.
– Det har været utroligt vigtigt at have den støtte. Det er lidt som at kaste sig ud på åbent hav, fordi der er mange praktiske ting at forholde sig til, når man stifter virksomhed. Derfor betyder det virkelig meget at have rådgivning hele vejen.
Forskningsbaseret innovation spiller en vigtig rolle i samfundet
- Danmark står over for store samfundsmæssige udfordringer. Gennem forskning og innovation kan vi løse udfordringerne og sikre velfærd, vækst og en bæredygtig fremtid.
- Den danske regering afsætter over 19 mia. kr. til forskning og innovation i perioden 2026–2029. Fokus er på kritiske teknologier, grøn omstilling og sundhed for at styrke videnskabelige gennembrud og løse samfundsudfordringer.
- Samspil mellem universiteter og erhvervsliv styrker innovation. Forskning og viden fra universiteterne bidrager til udviklingen af nye løsninger, produkter og virksomheder i Danmark.
Kilder: Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Danske Universiteter.
Mød innovatøren
Månedens innovatør er en serie, der portrætterer frontløbere, som arbejder med innovation på eller fra SDU. Denne gang fortæller vi om CEO Irina Iachina i Biomimica, der er udsprunget af forskningsprojektet Ekosilk på SDU.