SDU
Universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind er gået bort
Syddansk Universitet har med stor sorg modtaget meddelelsen om, at universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind pludseligt er afgået ved døden natten til lørdag.
Kære alle,
Det er med stor sorg, at vi må meddele, at universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind pludseligt er afgået ved døden natten til lørdag.
Thomas’ bortgang er et stort tab for Syddansk Universitet. Siden 2017 har Thomas stået i spidsen for universitetets administration og været en central del af universitetets øverste ledelse. Han var dybt loyal over for SDU, SDU’s opgaver og de mennesker, der hver dag er med til at bære universitetet. Han nød stor respekt – både internt på SDU og i de mange eksterne relationer, hvor han repræsenterede universitetet med professionalisme, ordentlighed og god dømmekraft.
Mange på universitetet har haft et tæt samarbejde med Thomas og vil kende ham som en vellidt, engageret og dedikeret leder og kollega. Han mødte mennesker med tillid og respekt og havde en særlig evne til at skabe ro, retning og samarbejde omkring sig. Han vil blive savnet på SDU.
I denne svære tid går vores tanker til Thomas’ familie og nærmeste.
Der vil snarest blive orienteret nærmere om den midlertidige varetagelse af universitetsdirektørens ansvarsområder.
Med venlig hilsen
Søren Vilby
Bestyrelsesformand
Jens Ringsmose
Rektor