Skip to main content
Studiestart 2024

Velkommen til 4.644 nye SDU-studerende

Syddansk Universitet har tilbudt en studieplads til 4.644 nye studerende.

Efter en flot søgning til SDU’s uddannelser er en masse håbefulde ansøgere den 26. juli blevet tilbudt en studieplads på Syddansk Universitet. Helt præcist har 4.644 personer fået tilbuddet om at starte på en SDU-uddannelse i enten Odense, Sønderborg, Esbjerg eller Kolding.

- Vi er meget glade for, at vi kan byde så mange nye studerende velkommen til SDU. Jeg er særligt tilfreds med, at vi er lykkedes med at skabe attraktive uddannelser og studiemiljøer i alle de byer, hvor vi er til stede, siger Helle Waagepetersen, der er prorektor for uddannelse på SDU.

Det sker med henvisning til fremgang i campusbyerne Sønderborg, Kolding og Esbjerg, som alle har haft en flot søgning og i år kan tilbyde en studieplads til flere, der har haft en SDU-uddannelse som førsteprioritet.

Flere internationale studerende på SDU til semesterstart

I år har vi set en stigning i antallet af internationale ansøgere, ligesom SDU på flere uddannelser har haft flere kvalificerede ansøgere end studiepladser.

- Det er opløftende at se, at vi fortsat oplever en vækst i antallet af ansøgninger fra internationale studerende, og at der har været så mange kvalificerede ansøgere til vores uddannelser. Nu glæder vi os til at tage imod alle til semesterstart, siger Helle Waagepetersen.

Husk at takke ja til pladsen

De ansøgere, der tilbydes en studieplads på en af Syddansk Universitets uddannelser, skal huske at takke ja til pladsen senest den 6. august.

Der er fortsat få ledige studiepladser, man kan søge ind på – få et overblik på siden her

Redaktionen afsluttet: 26.07.2024