Bæredygtigt
Vil du være klimaambassadør på SDU?
Kunne du tænke dig at være med til at skabe forandring på SDU og bidrage til at reducere universitetets klima- og miljøpåvirkning?
Klimaambassadørerne på SDU spiller en vigtig rolle i arbejdet med SDU’s klimaplan og ambition om at blive et lavemissionsuniversitet i 2030 . SDU ønsker derfor at uddanne op til ti nye ambassadører i 2025.
Som klimaambassadør fungerer du som forandringsagent i din egen enhed og tager del i implementeringen af fælles initiativer på tværs af SDU.
Du inspirerer kolleger til klimavenlig adfærd og handlinger på jobbet og udvikler nye tiltag, der kan supplere indsatserne i SDU's klimaplan .
Søger du, og bliver du udpeget, skal du gennemføre klimaambassadøruddannelsen hos Odense Klimapartnerskab , der er et samarbejde mellem Odense Kommune og en række virksomheder og organisationer, herunder SDU, som er stiftende medlem.
Uddannelsen tager to dage. På denne side af sommerferien uddannes nye hold 27.–28. marts og 14.–15. maj. Der vil også være mulighed for at tage uddannelsen i efteråret, hvis datoerne i foråret ikke passer med din kalender.
Her vil du tilegne dig konkrete og praktiske redskaber til at påvirke adfærd og skabe forandringer, der styrker den grønne omstilling på SDU.
Efter uddannelsen indgår du i klimaambassadørnetværket på SDU og inviteres ca. hver sjette uge til netværksmøder med klimaambassadørkolleger på tværs af organisationen. Møderne afholdes enten fysisk i Odense eller online. Du vil også få mulighed for at deltage i Odense Klimapartnerskabs klimaambassadørnetværk fire gange om året.
Send din ansøgning til klimachef Bill Busch Andersen, bban@sdu.dk , 21 14 45 14 . Fortæl om, hvorfor du gerne vil bidrage til den grønne omstilling på SDU ved at være klimaambassadør. Har du fx erfaringer med bæredygtighed? Eller med projektledelse, kommunikation, bæredygtighedsprincipper, miljøinitiativer eller lignende, som gør dig til kandidat til rollen som klimaambassadør?
Husk i ansøgningen at tilføje dine kontaktoplysninger – navn, stilling, hovedområde, SDU-lokalitet, telefonnummer og e-mailadresse.
Har du spørgsmål, kontakt Bill Busch Andersen (ovenfor).
Send din ansøgning senest 16. marts 2025.
Rollen som klimaambassadør kræver, at du afsætter både tid og ressourcer, og derfor skal du afstemme med nærmeste leder, før du sender din ansøgning.