De studerendes klumme
Mere undervisning til de ph.d.-studerende på SUND: gave eller byrde?
Hvorfor blev et forslag, der kunne have fået mig til at føle mig som en værdsat og nyttig del af universitetets kerneydelse, til en gedigen mavepuster og et dunk i hovedet?
Den 5. oktober modtog alle ph.d.-studerende på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet en mail hvori der stod, at de pr. 1. november skulle levere minimum 300 timers undervisning i løbet af deres tid som studerende. Mailen indeholdt desuden besked om, at skolens midler til dækning af rejseudgifter var skåret ned, og at de studerende nu skal oplyse faktureringsoplysninger ved kursustilmelding for at komme tilfælde af udeblivelser til livs.
Sådan en mail kan jo få enhver til at føle sig værdsat.
Der gik en uge, og så var 300 timer blevet nedjusteret til 200 timer, og jeg kan kun gætte på, at ph.d.-skolens sparsomme bemanding har haft rygende travlt med at besvare henvendelser fra frustrerede ph.d.-studerende. Men er det egentlig ikke både en fair og økonomisk ide at aktivere de ph.d.-studerende med en lige mængde undervisningsopgaver? Og er det ikke forventeligt, at de studerende gladeligt leverer undervisning, når det står i både bekendtgørelse og kontrakt? Er vi i virkeligheden ikke lidt en forkælet generation af ph.d.-studerende?
Min egen holdning er, at jo, selvfølgelig skal de ph.d.-studerende levere undervisning. Det er en del af universitetets DNA, og formidling af viden er i mine øjne lige så vigtigt som det at skabe viden. Så derfor handler det meget mere om måden kravet om 300 timers undervisning blev implementeret på. Den var uheldig og uelegant.
SDU har en strategi om medinddragelse, men hvor var de ph.d.-studerendes stemme i dette? I ph.d.-skole-udvalget ved SUND diskuterede vi, om der overhovedet findes nok undervisning til ca. 600 ph.d.-studerende? Hvordan skal de studerende finde relevant undervisning? Vil de fastansatte være villige til at afgive deres faste undervisning til nye studerende? Hvad med fondene, der betaler lønnen? Og er de studerende egentlig klædt godt nok på til at undervise?
Hvis ikke spørgsmål som disse adresseres, før man implementerer et nyt tiltag, så ender det som et krav, der trækkes ned over hovedet på nogen, og så kan man lige så godt kalde det en byrde. Hvis man derimod giver sig tid til at lytte og løse de problemstillinger, der knytter sig til det nye tiltag, så opnår man langt bedre resultater. Hvem ved, måske vil nogle endda opleve tiltaget som en gave frem for en byrde.
Charlotte Brøgger Bond
Ph.d.-studerende ved forskningsenheden for Fysisk aktivitet og Sundhed i Arbejdslivet, Institut for Idræt og Biomekanik. Medlem af ph.d.-skole-udvalget ved SUND.