Farvel til professorvældet

I netop de timer, hvor rektors nyhedsbrev sendes ud, afsluttes årets valg på SDU. Omkring 28.000 studerende, TAP’ere og VIP’ere har over fire dage haft mulighed for at deltage i afstemninger, der er promoveret af SDU Kommunikations kampagne "Stem for satan!". De ansatte har kunnet afgive deres elektroniske stemmer til én bestyrelse, ét universitetsråd, fem akademiske råd og 28 studienævn. På valgudvalgets vegne kan jeg beklageligvis oplyse, at stemmeprocenten i 2023 var på 11,72 procent. Valgdeltagelsen er vores største udfordring, og det er ligeledes en udfordring at finde tilstrækkeligt med personer, der vil stille op til de mange poster på vegne af medstuderende og kolleger. Mange valg afholdes i virkeligheden slet ikke, men lukkes ved fredsvalg. Endelig er valgudvalget på den administrative side hvert år nødsaget til at gennemføre lodtrækninger for at besætte alle ledige pladser i en række nævn. Valgudvalget og SDU Kommunikation håber på en bedre stemmeprocent i 2024, men arbejder med realistiske mål. Personligt vil jeg betragte det som en succes, hvis universitetet, gennem en fælles indsats, der inkluderer studenterorganisationer og medarbejdergrupper, inden for overskuelig tid kan få bare hver femte stemmeberettigede til at afgive sin stemme. På medarbejdersiden må målet være at begrænse udpegningen af administrative repræsentanter ved lodtrækning til et minimum.  

Revolutionen og professorvældet 

Udfordringen med stemmeprocenter illustrerer, hvordan SDU-valget kan ses som et mikrokosmos på nogle af demokratiets udfordringer. For vi er en demokratisk institution. Overgangen til demokrati er velbeskrevet i universitetslitteraturen. Det er velkendt, at der i løbet af 1960’erne skete en kolossal stigning i antallet af indskrevne studerende med de store årganges indtog på universiteterne. Seniorforsker Else Hansen skriver i artiklen "Styrelsesloven, den glemte alliance", at der var 9.000 studerende i 1960 og næsten 36.000 studerende i 1970. Den demografiske udvikling ændrede universitetskulturen i Danmark for altid og var en vigtig årsag til ønskerne om en ny organisering.  

Revolutionen kom i 1970, fire år efter at de første studerende rykkede ind på universitetet i Odense og to år efter studenteroprøret. Folketinget vedtog en styrelseslov for Danmarks dengang tre eksisterende universiteter. Ordningen var et opgør med det såkaldte professorvælde – en betegnelse, der leder tanken hen på enevælden, hvilket næppe er utilsigtet. Frem til 1970 havde professorerne formelt og reelt en næsten uindskrænket magt på universiteterne. Styrelsesloven vendte op og ned på det billede og gav professorerne almindelige ansættelsesforhold, på linje med de øvrige akademiske medarbejdere, i en ledelsesstruktur, hvor de studerende fik plads på forsædet. I årene op til styrelseslovens vedtagelse var der på forskellige uddannelser, bl.a. jura og medicin, oprettet rådgivende studienævn, så man stod ikke på bar bund, da styrelsesloven skulle skrives. Bemærkningerne til lovforslaget tager udgangspunkt i en betænkning fra Universitetsadministrationsudvalget af 1962 med en række mindretalsudtalelser og ikke mindst de krav om medbestemmelse, der knyttede sig til 1968-oprøret. I regeringens bemærkninger til lovforslaget udtrykkes der et direkte opgør med professorvældet og en overdragelse af magten til de nye demokratiske organer. Regeringen slår i bemærkningerne fast, at 1970-styrelsesloven skulle føre til en "ændring af professorbegrebets indhold". Den enkelte professor havde hidtil formelt været enebestemmende i spørgsmål om forskning og undervisning, ligesom professorerne gennem deres medlemskab af fagråd, fakulteter og konsistorium havde været enebestemmende om disse institutioners forhold. Alt dette skulle nu ændres gennem integrationen af det fastansatte videnskabelige personale, indførelsen af studienævn og dannelsen af institutter, hvor flere professorer ville være tilknyttet samme institut.  

Bemærkningerne til lovforslaget fastslog i øvrigt, at styrelsesloven på mange punkter betød et brud på meget gamle traditioner inden for universiteternes styrelse. Det måtte være rimeligt at tage loven op til revision to år senere, og i 1974 blev medindflydelsen udstrakt til også at gælde for det tekniske og administrative personale. Hermed var grundlaget for det moderne danske universitet lagt. Den største senere ændring i universiteternes overordnede magtstrukturer kom med universitetsloven i 2003, hvor man, ud fra et ønske om at sikre større selvstændighed, gjorde universiteterne til selvejende institutioner med professionelle bestyrelser. Disse bestyrelser kom til at bestå af medlemmer, der skulle have relevant erfaring fra universitetet, og udefrakommende repræsentanter. Det fremhæves i lovforslaget, at dette kunne skabe større åbenhed omkring universitetets beslutningsprocesser og give mulighed for øget repræsentation af studerende og personale i universitetets øverste ledelse. 

At beslutninger træffes med betydelig inddragelse af studenter- og medarbejderrepræsentanter styrker den generelle tillid til universitetets administrative beslutninger. På trods af lav valgdeltagelse, fredsvalg og lodtrækninger sikrer SDU-valget således et unikt element af åbenhed og transparens på alle niveauer af universitetet. Det årlige valg legitimerer de beslutninger, som træffes her på stedet, og som vedrører os alle sammen.