Skip to main content
DA / EN

Rektoratets klumme

Replik fra professor Grith Lykke Sørensen

Replik fra professor Grith Lykke Sørensen til Thomas Buchvald Vinds klumme 'Skal vi nu bruge tid på det?' fra marts 2024

Af Professor Grith Lykke Sørensen, 29-04-2024

Jeg finder det faktisk prisværdigt at kortlægge det reelle tidsforbrug på universiteter. Weekender, ferier og aftener kan blive inddraget for at nå rundt om opgaverne for akademisk personale, mens vi kontraktlig skal svare 37 timer, og øvrige timer må anses for interessetimer. Øvrige timer bliver dog ofte brugt på undervisningsadministration, rejseafregninger, refusion af udlæg, koordinering af kalendere, mødeindkaldelser, udfyldelse af blanketter til infrastruktur-serviceenheder og anden administration.

Problematikken, som også påpeges af Thomas Buchvald Vind, er at nye blanketter/systemer nu føjes til den tilsyneladende altid voksende liste af administrative opgaver. Opgaver, som hver især måske synes overkommelige, men som tilsammen kan udgøre en overraskende stor del af ens virke. 

Når det principielle således er nævnt – at det kan være godt at få kortlagt det reelle tidsforbrug – så rejser det næste spørgsmål sig om, hvordan den nye information skal bruges.  Akademikere møder øgede krav til deres individuelle virke med hjemtagelse af penge til institutionens drift, øgning af undervisnings- og forsknings-output. 

I worst-case-scenariet får akademikere endnu en præstations-parameter, ”output pr. time”, hvor vi skal gøre rede for, hvorfor vores individuelle præstation ikke stemmer overens med vores store timeforbrug.

I best-case-scenarierne vil tidsopmålingerne vise, at det slet ikke står så slemt til, som man tror, med tidsforbruget; alternativt, at akademikere bliver fritaget for noget administration eller andre tidsrøvende ikke-kerneopgaver, eller at den akademiske verden fremover sætter fokus på holdpræstationer fremfor enkeltperson-præstationer, så arbejde bedre kan fordeles. 

Tiden må vise, hvad der er op og ned. 

Redaktionen afsluttet: 29.04.2024