Skip to main content
DA / EN

De ansattes klumme

Forskning bør vurderes på nye måder

Hvis vi vil fremme innovation, samarbejde og samfundsværdi, så må vi også ændre den måde, som vi vurderer forskningen på.

Af Bibliotekschef, Bertil F. Dorch, 27-04-2026

I universitetsverdenen taler vi ofte om forskningskvalitet. Men kvalitet eksisterer ikke uafhængigt af den måde, som vi mere eller mindre tilfældigt vælger at vurdere forskningen på. De kriterier og indikatorer, vi anvender, kan forme både forskningspraksis og de incitamenter, som forskere arbejder under.

Derfor er forskningsvurdering ikke blot en teknisk diskussion om målemetoder. Det handler også om, hvilken forskning man egentlig ønsker.

I mange år har forskningsverdenen støttet sig til bibliometriske indikatorer, dvs. publikationer, citationer og tidsskrifters impact, som mål for forskningskvalitet. Men selvom indikatorerne kan have haft deres berettigelse, og i en international og konkurrencepræget forskningsverden har bidraget med overblik og fælles standarder, så fortæller de kun en del af historien.

Forskningens værdi i et bredere perspektiv

 Forskning kan skabe værdi på mange måder: F.eks. via samarbejde på tværs af fag og sektorer, via innovation og ved på den ene eller anden måde at bidrage til samfundsudviklingen. På SDU ser vi bl.a., at forskning omsættes til konkrete løsninger på konkrete udfordringer i samarbejde med virksomheder, myndigheder og civilsamfund.

Alligevel er det langt fra altid disse bidrag, der fylder i den måde, som vi vurderer forskningen på. Når vi primært måler det, der er lettest at tælle, risikerer vi at overse det, der er sværere at opgøre, men mindst lige så vigtigt for at få det fulde billede.

Derfor er der i de senere år opstået et stigende internationalt fokus på, om man kan udvikle mere retvisende måder at vurdere forskning på ud fra en helhedsbetragtning.

Hvad vil vi belønne?

 Jeg mener, at vores vurderingsformer i højere grad bør understøtte det synspunkt, at det er netop den brede forskningseffekt, dvs. også bidrag til innovation, til samarbejde, som skaber værdi for samfundet, som vi skal tage i betragtning, når vi taler forskningskvalitet: Det handler nemlig også om, hvilken forskningskultur, vi ønsker at fremme på SDU.

Hvis SDU mener ambitionerne om innovation, samarbejde og samfundsværdi alvorligt, skal vi også turde tage samtalen og justere de måder, som vi i forskellige sammenhænge vurderer forskningen

CoARA peger frem

Og på SDU er arbejdet allerede i gang. Sidste år godkendte Direktionen universitetets handleplan for CoARA, Coalition for Advancing Research Assessment. CoARA er et samarbejde mellem universiteter, forskningsorganisationer og fonde, der arbejder for at udvikle mere nuancerede og ansvarlige måder at vurdere forskning på.

Ambitionen er ikke at afskaffe kvantitative indikatorer, men at supplere dem med bredere vurderinger af forskningsbidrag.

Den 13. maj tager vi et yderligere skridt i den retning, når universitetsbiblioteket inviterer til temadag om CoARA og fremtidens forskningsvurdering. Jeg håber, at mange vil deltage i den fælles samtale om, hvordan vi vurderer forskning, for det er også et spørgsmål om retningen for hele universitetet.

Bertil F. Dorch
Bertil Dorch

Bibliotekschef, ph.d. og lektor i astrofysik, arbejder blandt andet med forskningsdokumentation og -formidling, samt Open Science og forskningsintegritet.

Læs mere

Redaktionen afsluttet: 27.04.2026