Skip to main content
DA / EN

De ansattes klumme

Har I en tillidsrepræsentant i jeres enhed?

Medarbejdernes stemme er vigtig – og den skal høres. Det gælder både for den enkelte kollega og for ledelsen.

Af Christian Bilde Dannevang, fællestillidsrepræsentant, 27-08-2025

Tillidsrepræsentanter spiller en central rolle i at sikre, at medarbejdernes interesser bliver varetaget. De er ikke bare formelle repræsentanter, men også vigtige bindeled mellem medarbejdere og ledelse. De bidrager til en arbejdsplads præget af dialog, tillid og fælles ansvar.

På SDU arbejder vi aktivt med værdier som medindflydelse og medinddragelse – det er grundlæggende elementer i vores fælles udvikling. Men for at det kan lykkes, kræver det, at medarbejderne har en tydelig stemme. Det er netop her, tillidsrepræsentanter gør en forskel.

Mangler jeres enhed en tillidsrepræsentant?

Så er det måske tid til at tage første skridt.

Der findes allerede mange dygtige og engagerede tillidsrepræsentanter på SDU, men der er stadig steder, hvor der mangler en formel repræsentant i de lokale drøftelser og samarbejdsfora. Det gælder både i forhold til daglig trivsel, arbejdsvilkår, omorganiseringer og andre beslutninger, der påvirker medarbejdernes hverdag.

Det kan virke som en stor beslutning at stille op – eller at opfordre en kollega til det. Men ingen står alene. Der findes et stærkt netværk af tillidsrepræsentanter på SDU, som gerne deler erfaringer, giver sparring og hjælper nyvalgte tillidsrepræsentanter godt i gang.

Vi kan bl.a. hjælpe med at have en indledende drøftelse om:

  • Tidsforbrug
  • Hvordan laver man valg
  • Roller, rettigheder og opgaver
  • Organisering af klub
  • Løbende sparring og støtte

Jeg står også til rådighed, hvis du eller din enhed ønsker en snak om, hvad det indebærer at have en ”TR”, og hvordan I konkret kommer i gang.

Hvorfor er det vigtigt?

Fordi medindflydelse starter med repræsentation. Og fordi tryghed, trivsel og godt samarbejde kræver engagerede medarbejdere, der tager ansvar og stiller sig til rådighed for fællesskabet understøttet af ens respektive forbund (overenskomstpart).

Vil du vide mere – eller tage første skridt?

Så tag fat i en tillidsrepræsentant – eller kontakt mig direkte for en uforpligtende snak. Alle spørgsmål og overvejelser er velkomne.

Du kan se listen over eksisterende tillidsrepræsentanter her


Christian Bilde Dannevang

Fællestillidsrepræsentant for administrativt ansatte akademikere ved hele universitetet

Redaktionen afsluttet: 27.08.2025