Skip to main content
DA / EN

De studerendes klumme

SDU’s studenterdemokratiske problem

SDU’s studenterdemokratiske situation er præget af en række udfordringer - overalt domineret af en pinlig lav valgdeltagelse. Jeg mener, at de studenterdemokratiske mistrives på grund af et uhensigtsmæssigt system, og bringer her et to-trins løsningsforslag.

Af Sebastian Kirkgaard, Næstformand i Universitetsrådet, 27-08-2025

Studenterdemokratiet på SDU er mildest talt udfordret. Ved SDU-valget 2024 blev jeg valgt ind i både Akademisk Råd på HUM og Universitetsrådet, men begge steder med en så uhyggelig lav stemmeprocent – 7,15% hvor det var højest – at jeg blev overbevist om, at vores nuværende system simpelthen ikke fungerer efter hensigten. Et studenterdemokrati skulle gerne være et repræsentativt demokrati, men kan man virkelig kalde et repræsentativt demokrati med så ringe en valgdeltagelse?

Det mener jeg ikke, og jeg foreslår derfor to “radikale” ændringer til vores nuværende system.

Inden da vil jeg dog hurtigt opridse status quo, da den lave stemmeprocent også kunne være et udtryk for manglende gennemsigtighed og – som følge deraf – forståelse.

Som det er nu, har SDU valgt at bruge et valgsystem, der ligner det, der for eksempel bruges til folketingsvalg, hvor enkeltpersoner stiller op på en eller anden liste – som regel en liste gennem deres parti. På SDU er “partierne” så de forskellige studenterpolitiske organisationer, såsom Syddanske Studerende (SDS), Frit Forum og Konservative Studerende. Desuden findes der organisationen Syddansk Universitets Studenterråd (SUS), der ligesom SDS kalder sig et studenterråd og vist primært består af ekskluderede dissidenter fra samme. Jeg er selv valgt igennem SDS, men er ellers ikke aktiv i organisationen på anden vis. Selvom man også som enkeltperson kan lave sin egen liste og altså stille op som “løsgænger”, er det primært de tre førstnævnte, der sidder på pladserne i diverse kollegiale organer, som de dyster om hvert andet år.

Sådan er det altså nu, men det virker efter alt at dømme ikke efter hensigten. Derfor:

Første ændring - Ét studenterråd:

Der er noget kontraintuitivt over, at et “studenterråd”, der inde i mit utopiske hoved gerne skulle repræsentere alle studerende på tværs af andre grupperinger – på linje med gymnasiernes elevråd – stiller op i direkte opposition til større eller mindre grupper af netop studerende. Det ville jo også være mærkeligt, hvis du på en stemmeseddel til for eksempel EU-valg kunne stemme enten på SF eller hele Folketinget, som SF jo er en del af. På samme måde ville et reelt studenterråd altså rumme og repræsentere alle studerende – både de borgerlige og de socialdemokratiske. Jeg vil altså argumentere for, at SDU, selvom det har to organisationer, der kalder sig et studenterråd, faktisk slet ikke har et studenterråd. Som reglerne er nu, kan alle og enhver sådan set stifte en forening og kalde den et “studenterråd”. I princippet kan jeg og to af mine bedste drukkammerater altså i morgen tage ned på Sir Club, skrive et par hurtige vedtægter og fremover hævde, at vi repræsenterer samtlige 25.000+ studerende på SDU. Ikke at det ville være sandt af den grund, men vi kunne gøre det. Jeg foreslår, at SDU ændrer dette hurtigst muligt og i stedet får oprettet et reelt studenterråd, der kan tale på vegne af de studerende. Jeg har opridset følgende model, som er baseret på, hvad man gør andre steder, og som grundlæggende bare er en videreudbygning af gymnasiernes elevråd:

Som modellen viser, foreslår jeg, at vi baserer det nye system på de allerede eksisterende fagråd, der repræsenterer de enkelte studier. Hvert fagråd ville i det nye system udpege to af deres medlemmer til et slags “elevråd” på deres fakultet – det jeg i modellen har valgt at kalde komitéer. Humanistisk Studenterkomite (HuSK) ville således rent faktisk repræsentere alle humanistiske studier, og når der i fremtiden sker noget vigtigt i Akademisk Råd (AR) på HUM, ville jeg som studenterrepræsentant kunne drøfte sagen i HuSK og bagefter i AR reelt kunne tale på vegne af netop de humanistiske studerende. De studerendes stemmer i diverse råd ville således endelig blive repræsentative og ville i sandhed kunne siges at afspejle bredden i de studerendes holdninger.

Hver komité ville så udpege tre af deres medlemmer til et Studenterråd, der således i direkte linje ville kunne tale for og repræsentere alle studerende på SDU. Medlemmer af Bestyrelsen og Universitetsrådet ville således kunne drøfte og diskutere sager her, Studenterrådets medlemmer ville kunne høre tingene i deres bagland i fakulteternes komitéer, og sagerne ville således blive repræsentativt belyst

Anden ændring – afskaf SDU-valg for de studerende:

Da jeg allerede har forklaret, hvor ringe opbakning der er til vores nuværende valgsystem, foreslår jeg simpelthen også, at vi slet og ret afskaffer det – i hvert fald for de studerende. Et valg med så ringe valgdeltagelse lugter langt væk af demokratisk dysfunktionalitet, og det opnår på ingen måde den repræsentativitet, det har til formål at tilvejebringe. Da vi alligevel er i gang med at oprette repræsentative komitéer og studenterråd, foreslår jeg derfor, at vi giver disse retten til at udpege medlemmer til diverse råd og organer, ligesom det er tilfældet på gymnasierne. Jeg foreslår altså følgende model:

Studenterpolitisk niveau:

Udpeger til:

Studenterrådet SDU

Universitetsrådet og Bestyrelsen

Komitéerne

Akademisk råd

Fagråd og lignende

Studienævn

Alle studenterrepræsentanter i alle råd og organer ville således være valgt af alle de studerende, de repræsenterer. Alle studerende ville have mulighed for at deltage, og både gennemsigtigheden og repræsentativiteten ville altså øges gevaldigt.

Dette er mit bud på en løsning til SDU’s nok så graverende studenterdemokratiske problem: væk med den det nuværende, dysfunktionelle system, afskaf den nuværende valgmodel og indfør i stedet ét reelt studenterråd samt fem komitéer – sanktioneret af rektor og med ret til at udpege til samtlige relevante organer og råd.

Sebastian Kirkgaard

Historiestuderende (5. semester) Fagrådsformand Medlem af Studienævnet samt Akademisk råd for HUM Næstformand i Universitetsrådet

Redaktionen afsluttet: 27.08.2025