Rektoratets klumme
Det er en kunst at skabe uddannelser af høj kvalitet
Kvalitet er ikke noget, vi kontrollerer – det er noget, vi udvikler sammen. Hop med på motorvejen og læs, hvordan vi sammen tegner kortet for fremtidens uddannelser.
”Den 20-sporede motorvej fra forskningsbaseret viden til samfundsværdi er vores uddannelser,” skrev rektor i det seneste nyhedsbrev.
- Det er en motorvej af høj kvalitet, bygget af jer: SDU’s engagerede undervisere og uddannelsesledere. Asfalten består af viden og faglighed, og vejen skal kunne bære både ambitioner, retning og fleksibilitet. Det er vigtigt for mig at understrege: Vi skal levere forskning – men også uddannelse – på højeste internationale niveau. Begge dele er kerneopgaver, der forudsætter faglig tyngde, engagement og samarbejde.
Og det kræver mere end et stærkt fundament. Det kræver tydelige vejbaner, der hjælper den enkelte studerende med at finde sin retning. Overhalingsbaner for dem, der vil hurtigt frem. Nødspor for dem, der møder modstand. Og fleksible til- og frakørsler, så læring kan tilpasses livets og arbejdslivets behov.
Som med enhver god motorvej kræver det løbende udvikling og vedligeholdelse. Her er SDU’s nye kvalitetssystem et vigtigt redskab – og vi er allerede godt i gang med at rulle det ud.
Et fælles redskab til udvikling og retning
Det nyreviderede kvalitetssystem er tænkt som en vejviser, der understøtter engagement og motivation til løbende at udvikle undervisning og uddannelser. Det skal ikke opfattes som et sæt kontrollerende færdselsregler – og vi har derfor luget ud i tjeklister, observationslister og ”rød-gul-grønne” nøgletal.
Hensigten er at skabe en fælles forståelse af, hvad god undervisning og uddannelse er, og hvordan vi giver plads til at eksperimentere, forbedre og lære af hinanden. Vi tager udgangspunkt i fagmiljøernes ekspertise – det er jer, der ved, hvordan kvalitet bedst skabes i jeres kontekst.
Mit håb er, at vi får endnu mere rum til at dele erfaringer og viden. Vi har brug for samtaler om det, der virker, det, der udfordrer – og det, vi gerne vil opnå. For selvom uddannelserne er forskellige, er der meget, vi kan lære af hinanden.
Vi tegner kortet sammen
Det nye kvalitetssystem dikterer ikke ruten, men inviterer til fælles kortlægning. Det skal opleves som meningsfuldt for alle – undervisere, studieledere, studerende, institutledere, prodekaner og administrative medarbejdere.
At skabe høj kvalitet er en fælles opgave. Underviserne er eksperter i at designe stærke undervisningsforløb, men vi kan løfte kvaliteten yderligere gennem kollegial sparring og fokus på progression og sammenhæng. Og det er et fælles ledelsesansvar at sikre, at rammer og strukturer understøtter den enkelte underviser i at lykkes.
Vi har i implementeringen fokus på at klæde alle aktører godt på – fx med et nyt e-læringsmodul til studienævnene. For der er et stort potentiale i at give de studerende en tydeligere stemme i kvalitetsarbejdet.
Som Liora Volqvarts skriver i sin klumme: Det gør en forskel, når studenterrepræsentanter inviteres ind i beslutningsrummet – det motiverer, inspirerer og løfter kvaliteten!
Tak – og god sommer
Nu er det sommer, og vi er så småt ved at lukke ned inden ferien. Men først: en stor tak for al den ihærdighed og kvalitet, der hver dag bliver lagt i og omkring SDU’s uddannelser. Jeg glæder mig til at fortsætte de vigtige drøftelser om udvikling, når vi vender tilbage med ny energi.
God sommer!