Rektoratets klumme
SDU som motor for fremtidens innovative løsninger
På SDU har vi en klar ambition: Den forskningsbaserede viden, vi dagligt frembringer, og som alle vores øvrige aktiviteter står oven på, skal skabe værdi for universitetets omgivelser. Det er vores raison d’être. Eller vores ”purpose”, om man vil.
Den 20-sporede motorvej fra forskningsbaseret viden til samfundsværdi er vores uddannelser. Men der er andre væsentlige veje fra forskningsbaseret viden til værdiskabelse: Kvalificering af den offentlige debat, virksomhedssamarbejder, myndighedsrådgivning og – i voksende omfang – innovationsaktiviteter.
Derfor glæder det mig også, at man fra EU’s side er tydeligt bevidst om – og tilsyneladende klar til at handle på – at Europa skal blive bedre til at innovere; bedre til at omsætte forskningsresultater til virksomheder og arbejdspladser. Det seneste år har kommissionsformand Ursula von der Leyen således gang på gang givet udtryk for, at ”research and innovation is at the heart of Europe’s economy”.
På SDU oplever vi en stigende interesse blandt forskere og studerende for at omsætte idéer og forskningsresultater til konkrete løsninger, der kan komme samfundet til gavn. Nye sundhedsteknologier, grønne løsninger, robot- og droneteknologi samt bogkasser med de nyeste fantasy-bøger – eksemplerne er legio.
Og tallene taler deres eget tydelige sprog: I 2024 udklækkede SDU rekordmange spinouts, og antallet af studenter-startups er flerdoblet det seneste årti. Vores innovationsmiljøer trives, og for nylig vandt ”Spin-outs Denmark”, der drives og koordineres af SDU (RIO) i samarbejde med de øvrige syv danske universiteter, en europæisk pris for sin samfundsmæssige gennemslagskraft.
Med etableringen af MedTech Odense oplever vi en stigende efterspørgsel på samarbejde fra både etablerede virksomheder og offentlige aktører. Det er et vidnesbyrd om, at SDU for alvor er ved at etablere sig som en central innovationsmotor i Region Syddanmark – og i Danmark som helhed.
Som universitet er vi godt i gang med en bevægelse, som gør os gradvist mere sammenvævet med det omkringliggende samfund. For bare 20 år siden var ”væggene” mellem universitet og omverden ”hårdere” og mere tydelige. Men med flere og flere innovationsaktiviteter bliver væggene mere porøse, perforerede og gennembrudte på måder, der nogle gange gør det vanskeligt at afgøre, hvor universitetet slutter, og hvor – fx – en spinout virksomhed starter.
En række centrale drivere understøtter denne bevægelse. Tag nu bare kandidatreformen som eksempel, hvor ambitionen med erhvervskandidaterne er at styrke koblingerne mellem studie og arbejdsmarked. Resultatet bliver næsten uafværgeligt universiteter, der er mere sammenvævede med det omkringliggende samfund.
Som universitet er vi i større og større omfang den centrale komponent i en række innovationsøkosystemer. Det skal vi være stolte af. Men innovation kræver vedvarende investeringer – ikke kun i teknologi og faciliteter, men også i kultur og mindset. Derfor arbejder vi på SDU også målrettet på at styrke innovationskompetencerne blandt vores studerende og på at skabe endnu bedre rammer for, at forskningsbaseret viden kan omsættes til kommercielle succes, der bidrager med arbejdspladser, vækst og velstand.
Når vi lykkes med det, skaber vi ikke bare vækst og arbejdspladser – vi bidrager også til at løse nogle af de store samfundsudfordringer, vi står overfor.
SDU er i bevægelse. Og jeg er stolt af, at vi er med til at forme fremtidens løsninger – i tæt samspil med studerende, forskere, virksomheder og samfundet omkring os.