Rektoratets klumme
Både investering og omprioritering
En ny politisk aftale giver universiteterne et værdsat langsigtet økonomisk løft til forskning og innovation. Samtidig skal universiteterne i de kommende år foretage omprioriteringer og besparelser på administrationen. På SDU skal vi finde en fornuftig vej i en situation med både investering og omprioritering.
Regeringens seneste initiativer skaber en både spændende og udfordrende tid for universiteterne. Vi ser ind i visionære langsigtede investeringer i forsknings- og innovationsmidler, som løfter universiteternes muligheder til nye højder. Men vi skal også foretage omprioriteringer og besparelser, der kan hæmme den administrative udvikling og risikere at svække understøttelsen af forskning, uddannelse og innovation.
Investering og omprioritering
På den ene side kan vi glæde os over den politiske prioritering af forsknings- og innovationsmidler til universiteterne. Med den nylige aftale om forskning og innovation 2026-2029 fra 6. november 2025 har regeringen og en række politiske partier indgået en meget visionær aftale, som styrker forskning og innovation i Danmark. Universiteterne tilføres 500 mio. kr. i basisforskningsmidler årligt i 2026-2029 og 300 mio.kr. i innovationsmidler i 2026 stigende til 500 mio. kr. årligt i 2027-2029. Aftalen giver et betydeligt økonomisk løft til universiteterne, som ikke er set siden aftalen om globaliseringsmidlerne fra 2006. Et meget vigtigt signal i aftalen er anerkendelsen af universiteternes centrale rolle som drivkraft for samfundets udvikling. Det er også utroligt positivt, at midlerne gives i et flerårigt perspektiv, som giver stabilitet og mulighed for langsigtede investeringer. Nu skal vi anvende midlerne fornuftigt, så de kommer samfundet til gavn.
På den anden side står det statslige arbejdsprogram fra juni 2025, som er regeringens ambition om at omprioritere 5.500 mio.kr. fra administration til velfærd i samfundet. Arbejdsprogrammet vil påvirke universiteterne på flere måder. For det første skal universiteterne omprioritere 500 mio. kr. fra forskningsadministration til forskning. Et lyspunkt er, at de 500 mio. kr. bliver i universitetssektoren. For det andet skal universiteters og andre selvejende institutioners administration (ikke forskningsadministration) også gennemlyses med henblik på omprioritering/besparelser. Her er der ikke formuleret et måltal – og størrelsen af omprioriteringen er derfor mere åben. For det tredje har universiteterne allerede modtaget besparelseskrav på indkøb fra 2026 som følge af det statslige arbejdsprogram – og på SDU skal vi derfor også finde besparelser på indkøb fra 2026.
Uddannelses- og Forskningsministeriet, Finansministeriet og Boston Consulting Group gennemfører frem til foråret analyser af universiteternes forskningsadministration og anden administration. Forhåbentlig har vi omkring sommeren 2026 et billede af, hvilke omprioriteringer og besparelser der rammer universiteterne fra 2027.
Finde en fornuftig vej
De to modsatrettede bevægelser – investeringer og besparelser/omprioriteringer – vil være vilkår, som universiteterne og SDU skal agere i de kommende år. Vi står over for en tid, hvor vi skal balancere visionære investeringer med nødvendige besparelser. Vilkåret bliver, at administrationen ikke kan udvikle sig i samme takt som universiteternes forsknings- og innovationsaktiviteter. Det kræver, at vi tænker kreativt og finder fornuftige løsninger, der kan sikre, at vi fortsat kan levere forskning og innovation af høj kvalitet, samtidig med at vi effektiviserer universitetets administrative processer.
Hvordan gør vi så det? Jeg vil starte med at fremhæve, at vi på SDU er fantastisk dygtige til at samarbejde, finde gode løsninger og i fællesskab arbejde engageret og målrettet med at realisere løsningerne. Dertil kommer, at jeg håber på og arbejder for, at vi også kan reducere eller fjerne regler, som binder mange ressourcer i dag. Enten myndigheds- og fondsregler – fx den omfattende afrapportering på eksterne projekter – eller nogle af SDU’s egne fastsatte regler. Det kræver, at vi arbejder mere værdibaseret og risikoorienteret. Yderligere kan fælles processer og digitalisering også hjælpe os med at blive mere effektive. Vi har allerede taget første skridt med omstillingen af SDU’s uddannelsesadministration. Men kunstig intelligens rummer også store muligheder – fx for at automatisere rutineopgaver inden for administration, hvilket frigør tid og ressourcer til kerneopgaver som forskning, uddannelse og innovation.
Lad os glæde os over de visionære og langsigtede investeringer i forskning og innovation. Når tiden kommer, finder vi en fornuftig vej, så vi samtidig med investeringerne kan håndtere de nødvendige omprioriteringer og besparelser. Det er en balancegang, men med SDU’s gode samarbejdskultur finder vi vejen frem.